Barsk dag venter i dag: Først sne, så storm og sidst forhøjet vandstand

DMI forventer 5-8 centimeter snedække i Jylland i løbet af søndagen, mens de øvrige egne af landet får en smule mindre

Det bliver en usædvanlig søndag, når det gælder vejret.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI, Janne Hansen, lørdag kort efter klokken 21.

Hun sidder med de seneste prognoser, og det er også hende, der først på aftenen har aktiveret varselssymbolerne på DMI's hjemmeside, som fortæller om både stormvejr og forhøjet vandstand.

Først kommer et snevejr imidlertid ind over landet.

- Det bliver en barsk dag i morgen. Det er der ingen tvivl om, siger Janne Hansen til Ekstra Bladet.

Snemængderne bliver imidlertid ikke så store, så DMI frygter snestorm.

- Der skal falde mere end ti centimeter sne på seks timer, før vi kan tale om snestorm. Der kommer ikke til at falde så meget. Der vil falde mest i Jylland, hvor vi forventer mellem 5 og 8 centimeter sne. Lokalt op til 10 centimeter. På Sjælland og øerne får vi nok mellem 2 og 5 centimeter, siger Janne Hansen.

De farvede områder viser, hvor det kommer til at blæse mest kraftigt. De lyseblå områder betyder 'risiko for voldsomt vejr', mens de gule områder betyder 'voldsomt vejr'. Grafik: DMI
De farvede områder viser, hvor det kommer til at blæse mest kraftigt. De lyseblå områder betyder 'risiko for voldsomt vejr', mens de gule områder betyder 'voldsomt vejr'. Grafik: DMI

Snemængderne vil derimod være tilstrækkelige til at genere trafikken.

Søndag eftermiddag tager vinden til, når den vender fra en sydøstlig til en nordvestlig retning. Det sker, når et lavtryk passerer de nordlige egne af landet. Og det er mens, det sker, at der kommer kraftig vind.

DMI forventer, at det kommer til at blæse mest ved vestkysten, hvor der varsles stormende kuling. På de vestvendte kyster i øvrigt vil man komme til at opleve vindstød af stormstyrke. Ellers vil der være hård vind til kuling i resten af landet.

Det er i forvejen højvande søndag aften, og blæsten vil skubbe ekstra mængder havvand mod vestkysten og ind i Vadehavet. Her vil vandstanden nå op til 2,7 meter over daglig vande, når vandstanden er højest ved 21.30-tiden. Ikke nok til at skabe alvorlige problemer. Ved vestkysten vil vandstanden blive en smule mindre.

Mandag vil det værste være overstået. DMI forventer en almindelig bygedag med positive tamperaturer på op til mellem 3 og 5 grader.

Sneen, som vil falde i løbet af søndagen, vil formentlig forsvinde i løbet af et par dage på grund af de positive temperaturer i dagtimerne.

32 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere