Der lugter ikke særlig godt i Assentoft ved Randers. Byens lokale fabrik, DAKA, stinker ifølge byens borgere.
Det seneste år har de klaget over lugten fra kadaverfabrikken, der forarbejder døde dyr fra landbruget. Arbejdet med de døde dyr sender en ubehagelig lugt ud over byen, og det har været ekstra slem her i sommervarmen. Det skriver TV2 ØSTJYLLAND.
Foreslår skorsten til 10 millioner
Folketingsmedlem for Venstre Michael Aastrup Jensen, bor i Assentoft. Han er heller ikke selv fan af lugten af død og ødelæggelse, så han har undersøgt mulighederne for at komme hørmen til livs. Nu har han så fået en lille hjælpende hånd fra Miljøstyrelsen.
- Miljøstyrelsen foreslår, at man kan få en mærkbar effekt ved at få en højere skorsten, siger Michael Aastrup Jensen (V) til TV2 ØSTJYLLAND.
Men en skorsten på 110 meter vil kun fjerne 10 procent af den fæle stank fra fabrikken. Opførslen af en ny skorsten vil ikke være billig, den vil komme til at koste omkring 10 millioner kroner.
Den skorsten, som sidder på fabrikken nu, er 90 meter høj. Den kostede 5,5 millioner kroner, da den blev bygget i 2002.
Jysk zoo med over 400 dyr sælges
Tager stanken alvorligt
Per Dunkelskov Thomsen er HR-direktør hos Daka. Og virksomheden er godt klar over at dens fabrik sender en fæl lugt ud i landskabet.
Han mener ikke, at en højere skorsten på fabrikken vil være løsningen på problemerne med hørmen fra de døde dyr.
- I praksis er der ingen garanti for, at en eventuel højere skorsten vil ændre noget mærkbart for vores omgivelser. Alene en højere skorsten er mere en symptombehandling, den reducere ikke, den flytter det måske bare fra en nabo til en anden, fortæller Per Dunkelskov Thomsen.
Han lover, at fabrikken faktisk gør alt hvad den kan allerede, for at eliminere lugten af død og ødelæggelse over Assentoft. For eksempel er fabrikken ved at installere et ekstra ozon-anlæg. Det skal rense luften, inden den forlader skorstenen og forpester lokalområdet.