Beboere i oprør: De vil lukke vores samfund

LANDSBY TIL SALG: Oprørske tilstande i Trustrup ved Grenaa, efter at byråds-flertal har besluttet at lukke landsbyskole

Flere beboere protesterer over besparelser ved at sætte til salg-skilte foran huse i byen. Video: Ernst v. Norde

Livet går så langt fra sin vante gang i Norddjurs Kommune. Med udsigt til kommunale besparelser på op mod en halv miliard kroner de kommende fire år kommer mange af kommunens godt 38.000 borgere til at bløde for de spareplaner, som lokalpolitikerne på rådhuset inde i Grenaa finder frem til i disse dage.

Blodet ikke bare drypper, det fosser nærmest ud af de i alt knap 1.200 indbyggere i nabo-landsbyerne Trustrup og Lyngby, som så sent som i sidste uge blev ramt af en bombe med udsigten til lukning af Toubro Børneby, der huser 60 skoleelever og 40 vuggestue- og børnehavebørn.

De krævede besparelser i Norddjurs Kommune gør ondt mange steder, men i den pressede situation skærpes sammenholdet også hos eksempelvis borgerne i Trustrup, som med næb og klør vil kæmpe imod en skolelukning. Foto Ernst Van Norde
De krævede besparelser i Norddjurs Kommune gør ondt mange steder, men i den pressede situation skærpes sammenholdet også hos eksempelvis borgerne i Trustrup, som med næb og klør vil kæmpe imod en skolelukning. Foto Ernst Van Norde
 

- Hvis de (politikerne) havde holdt fast i deres første forslag om at lukke Mølleskolen, havde de lukket en bygning. Nu lukker de ned for et helt landsbysamfund, siger Carsten Hering, formand for foreningen Toubros Venner, til Ekstra Bladet.

Først pegede pilen på Mølleskolen syv kilometer fra Trustrup, men i sidste uge ændrede et smalt byrådsflertal med Socialdemokraterne, Dansk Folkepart og Venstre budgetforliget til, at Toubro Børneby mellem Trustrup og Lyngby i den sydøstlige del af Norddjurs Kommune i stedet for Mølleskolen skal lukke til næste sommer.

- Mølleskolen samlede 2.000 underskrifter på fem uger i protest mod lukkeplanerne, vi har allerede fået 800 på tre dage, understreger Carsten Hering, da Ekstra Bladet møder ham og otte andre Trustrup-borgere med til tider harmdirrende holdninger til truslen om at lukke deres lokalområdes omdrejningspunkt.

Sparer knap syv milloner
Rundt om kaffebordet hos Pernille Pedersen på landejendommen i udkanten af Trustrup sidder også formanden for bestyrelsen i Toubro Børneby, Jette Jensen. Hun har selv fire børn, som enten har gået eller går på skolen. Hun kan godt forstå, at nogen er nødt til lægge hjerteblod til sparekniven.

- Økonomisk er gevinsten den samme, om man lukker Mølleskolen eller Toubro Børneby, men vi har de bedste forudsætninger for at drive en skole i det her område syd for Grenaa med mest opland og flest byggegrunde. Desuden kommer letbanen til at køre lige forbi, når den en gang er klar, påpeger Jette Jensen.

Provokerende og symbolsk har beboere i Trustrup ytret deres modstand mod, at lokalpolitikerne gør alvor af deres planer om at lukke Toubro Børneby. Sker skolelukningen vil det ifølge beboerne få vidtgående konsekvenser for hele landsbyen. Foto Ernst Van Norde
Provokerende og symbolsk har beboere i Trustrup ytret deres modstand mod, at lokalpolitikerne gør alvor af deres planer om at lukke Toubro Børneby. Sker skolelukningen vil det ifølge beboerne få vidtgående konsekvenser for hele landsbyen. Foto Ernst Van Norde
 

Uanset om byrødderne i Norddjurs Kommune ved deres møde på tirsdag klokken 17 beslutter at lukke Toubro Børneby eller Mølleskolen, vil det give en årlig besparelse på 6.9 millioner kroner.

Norddjurs Kommune skal i alt spare 460 millioner kroner de kommende fire år. Sparekravet kommer blandt andet til at betyde en markant skattestigning på, hvad der svarer til cirka 200 kroner om måneden pr indbygger med en almindelig gennemsnits-indkomst.

Huse bliver usælgelige
Karin Carlsen er selv tidligere elev på Toubroskolen og har nu et barn med handicap, som går der. Hun frygter, at hendes families hus bliver usælgeligt, hvis der i fremtiden ikke er et skoletilbud i lokalområdet.

- Og så vil kommunen gerne have, at vi flytter børnene til Mølleskolen, selv om det vil være mere naturligt at flytte dem til Rosmus Skole i vores nabokommune, siger Karin Carlsen med henvisning til den nærliggende skole i landsbyen Balle i Syddjurs Kommune.

Flere vil følge i Karin Carlsens fodspor, fordi mange af beboerne i den sydlige del af Norddjurs Kommune er orienteret mod Aarhus.

Værtinden for det spontane kaffemøde, den rygskadede førtidspensionist Pernille Pedersen på 41 år, har ikke selv børn. Alligevel var hun med på barrikaderne, da cirka 200 Trustrup-borgere demonstrerede foran rådhuset i Grenaa i forbindelse med økonomiudvalgsmødet i tirsdags. Hun er også med til en ny demonstration den kommende tirsdag i forbindelse med det byrådsmøde, som besegler Toubro Børnebys skæbne.

- Med udsigt til letbanen tegnede fremtiden lys, men en skolelukning kan vende det hele på hovedet og tvinge folk til at flytte. Sker det,frygter jeg, at vi i løbet af få år ikke har ret meget tilbage at være her for, siger Pernille Pedersen.

***

Vi føler os røvrendt

Stefan Bak, hans hustru og deres tre børn på ni, fem og nul år flyttede for et år siden fra Viby ved Aarhus til en lejet landejendom lidt uden for Trustrup. Flytningen skete i kølvandet af skyderier og bandekonflikter i deres kvarter for at skabe en mere fredelig og tryg hverdag i det, som Stefan Bak kalder familiens eget 'Morten Korch-univers'.

- Vi føler os ærligt talt røvrendt. Vi flyttede hertil på grund af Toubro Børneby i nærheden og letbanen, som ifølge planen skulle have åbnet to måneder efter vi kom herud 1. oktober i fjor. Vi har endnu ikke set skyggen af letbanen, og nu vil de lukke skolen, siger den 36-årige far til tre.

Stefan Bak, 36 år og far til tre, er stærkt utilfreds med, at han og familien føler sig røvrendt, efter at de flyttede til Trustrup fra Viby ved Aarhus for et år siden. Det skete i forventning om, at børnene havde en skole tæt på og forældrene mulighed for transport til job i Aarhus med den nye letbane. Nu skal skolen lukke, og letbanen lader stadig vente på sig. Det har betydet, at Stefan og hans hustru har måttet købe en ekstra bil. De dårlige erfaringer har fået den tidligere entreprenør til at være initiativtager til en skilte-kampagne i protest mod lokalpolitikernes planer om at lukke Toubro Børneby. Foto Ernst Van Norde
Stefan Bak, 36 år og far til tre, er stærkt utilfreds med, at han og familien føler sig røvrendt, efter at de flyttede til Trustrup fra Viby ved Aarhus for et år siden. Det skete i forventning om, at børnene havde en skole tæt på og forældrene mulighed for transport til job i Aarhus med den nye letbane. Nu skal skolen lukke, og letbanen lader stadig vente på sig. Det har betydet, at Stefan og hans hustru har måttet købe en ekstra bil. De dårlige erfaringer har fået den tidligere entreprenør til at være initiativtager til en skilte-kampagne i protest mod lokalpolitikernes planer om at lukke Toubro Børneby. Foto Ernst Van Norde
 

Efter at have fordøjet chokket over planerne om skolelukningen i sidste uge tog Stefan Bak i sidste weekend initiativ til kampagnen 'I sælger hele byen'. Han lånte således knap 30 Til Salg-skilte hos en lokal ejendomsmægler. Skiltene har været sat op på et par af Trustrups villaveje på rad og række i et par timer ad gangen som en symbolsk protest mod lokalpolitikernes planer om at lukke Toubro Børneby.

Stefan Bak har også fået fremstillet et skilt med teksten 'by i afvikling', som har hængt under byskiltene ved grænsen til Trustrup.

- Skolen er selve hjertet i vores samfund og en vigtig garant for, at vores børn kan cykle til og fra skole i stedet for lang transporttid med en skolebus eller forældre-bil, siger Stefan Bak.

Han og hustruen har været nødt til at købe en ekstra bil grundet letbanens forsinkelser.

- En lukning af skolen vil også ødelægge det sammenhold og det netværk, som vi netop igennem skolen får med hinanden, både børn og voksne.

***

Borgmester: Vi har ikke været ordentlige

Der er grund til selvransagelse hos lokalpolitikerne i byrådet i Norddjurs Kommune, som i midten af august først meldte ud, at de ville lukke Mølleskolen for så halvanden måned senere - så sent som i sidste uge - at foretage en kovending og pege på Toubro Børneby i stedet som lukningsegnet. Uanset om Toubro Børneby eller Mølleskolen lukkes, vil det give en besparelse på knap syv millioner kroner om året.

- I forhold til processen er det ikke ordentligt, hvad vi har gjort, erkender den socialdemokratiske borgmester Jan Petersen over for Ekstra Bladet.

Den tidligere folketingspolitiker forstår også godt, at Trustrup- og Lyngby-borgerne oplever det som et tilbageslag, hvis Toubro Børneby lukkes.

Den socialdemokratiske borgmester i Norddjurs Kommune, Jan Petersen, erkender over for Ekstra Bladet, at processen med først at pege på én skole som lukningsegnet til nu pludselig at pege på en anden ikke har været i orden over for de mange berørte. Foto Ernst Van Norde
Den socialdemokratiske borgmester i Norddjurs Kommune, Jan Petersen, erkender over for Ekstra Bladet, at processen med først at pege på én skole som lukningsegnet til nu pludselig at pege på en anden ikke har været i orden over for de mange berørte. Foto Ernst Van Norde
 

- Letbane-forsinkelsen gør heller ikke sagen bedre. Landkommuner har det generelt svært, og der en ubalance i Danmark, der blandt andet gør, at det er svært at realisere sine ambitioner i disse områder, siger Jan Petersen, der har noteret sig protest-kampagnen med Til Salg-skiltene uden at ville kommentere det yderligere.

Han ønsker heller ikke at svare på, hvilken af de to skoler han selv helst ser lukke.

- Det ville være vanvittigt af mig at udtale mig om det. Det handler nu om at vurdere de mange høringssvar og andre relevante forhold, inden vi træffer en beslutning om, hvilken af de to skoler, der skal lukkes, siger Jan Petersen.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger vil Enhedslisten ved byrådsmødet på tirsdag foreslå, at Toubro Børneby lukkes, mens SF og de øvrige partier uden for forligskredsen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre ikke har taget stilling.

Se også: Mangler en halv milliard kroner: Birgit betaler prisen

Se også: Danmarks ældste færgerute i fare for at blive lukket

 

144 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere