Beboere på Nørrebro: - Stop det nu

Fyrværkeri-krigen skal ikke gentage sig næste år, lyder det fra beboere i bydelen

Der har været kampe med fyrværkeri de seneste dage på Nørrebro i København. Privatfoto

Beboere på Nørrebro, som Ekstra Bladet talte med torsdag, er opskræmte over julens gadekampe med fyrværkeri i bydelen.

- Det var voldsomt i går, så jeg tager bilen hjem til min veninde, inden det starter i aften igen, lød det fra den studerende Josephine, som ikke ønsker at oplyse sit efternavn af frygt for de unge rødder i hendes gade.

Også pensionisten Gunda Christensen, der bor lige i nærheden, er urolig over optøjerne.

- Det er skrækkeligt. Hvad pokker tænker de på sådan at sætte andres liv i fare, spørger Gunda, der i en sen alder er flyttet til Nørrebro.

Gunda Christensen er træt af de vilde scener, der udspiller sig, hvor hun bor. Foto: Stine Tidsvilde
Gunda Christensen er træt af de vilde scener, der udspiller sig, hvor hun bor. Foto: Stine Tidsvilde

Den opfattelse deler 69-årige Kaj Bügel. Han er ellers vant til lidt af hvert.

- De drenge burde virkelig få sat nogle rammer derhjemme, men det burde slet ikke være lovligt at fyre løs på den måde, siger han.

Kaj Bügel er vant til lidt af hvert efter mange år på Nørrebro. Men det her skal stoppes, mener han. Foto: Stine Tidsvilde
Kaj Bügel er vant til lidt af hvert efter mange år på Nørrebro. Men det her skal stoppes, mener han. Foto: Stine Tidsvilde

Ud for Nørrebro Station kommer 20-årige Arian gående med en pose med fem bomberør, som kan bruges til at skyde med. 50 kroner kostede de og er ifølge ham blevet brugt flittigt de sidste par dage som skydevåben.

- Det er for billigt og nemt at få fat på, så det burde politikerne stoppe nu, siger han.

Fem rørbomber koster 50 kroner. De er blevet brugt flittigt ved det seneste dages optrin. Foto: Stine Tidsvilde
Fem rørbomber koster 50 kroner. De er blevet brugt flittigt ved det seneste dages optrin. Foto: Stine Tidsvilde

Selvom det virker voldsomt, når kanonslagene runger og fyrværkeriet brager, så er der dog ingen af dem Ekstra Bladet mødte, der vil flytte væk fra Nørrebro.

Politiet oplyser, at de torsdag iværksatte en præventiv indsats, hvor mindreårige registreret af politiet, og deres forældre ville få besøg. Desuden minder politiet om, at man risikerer sammen med sin familie at blive sat ud af sit hjem, hvis man bor i en lejebolig og bliver dømt for at skade andre på hensynsløs vis.

112 - 27. dec. 2019 - kl. 07:04 Fyrværkeri-krig på Nørrebro: - Det er utrygt

Regler om afstande når du affyrer fyrværkeri

Til døråbninger, porte og andre åbninger i bygninger skal der være mindst ti meter, når der skydes raketter af.

Til bygninger med tag, der let antændes, for eksempel stråtag, skal der holdes en afstand på mindst 100 meter, når der skydes fyrværkeri af. Med raketter skal der holdes mindst 200 meters afstand. Samme afstandskrav er der til let antændelig bevoksning, oplag af brændbare materialer og lignende.

Der skal være mindst 100 meters afstand til landbrug med dyrehold, hundekenneler eller marker med dyr, der går ude.

Når det blæser, skal der i vindretningen være dobbelt så stor afstand til bygninger og beplantning, der kan antændes. Det betyder, at der skal være mindst 20 meter til åbninger i bygninger, og man skal holde sig mindst 400 meter fra bygninger med stråtag, bevoksning og brændbart materiale, når der skydes raketter af.

Kilde: Sikkerhedsstyrelsen

646 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere