Beboere skælder ud på super-arena: I tager vores parkering!

Ny kæmpearena i København har plads til 15.000 - men lokal forening kan ikke se, hvor alle bilerne skal være

Den kommende superarena på Ørestaden i København får ikke medfølgende parkeringspladser, og det bekymrer de lokale borgere. (Foto: Philip Davali)
Den kommende superarena på Ørestaden i København får ikke medfølgende parkeringspladser, og det bekymrer de lokale borgere. (Foto: Philip Davali)

Når den nye Royal Arena efter planen slår dørene op i starten af næste år, bliver den nye kæmpearena op til 80 gange om året vært for op imod 15.000 gæster til forskellige typer af arrangementer.

Både kommunen og folkene bag projektet jubler over udsigten til den ifølge dem stærkt tiltrængte arena i hovedstaden, men de lokale beboere er knap så begejstrede for udsigten til de mange nye ugentlige gæster.

Der er nemlig slet ikke tænkt på, hvor arenaens mange gæster skal parkere, mener Kirsten Lindberg Andersen, der er formand i Ørestads Parkeringsforening.

- Jeg spurgte arkitekten i arenaen, hvor parkeringspladserne var, og så sagde han, at der ikke var bygget nogen. Da jeg så spurgte ham, hvor folk så skulle holde, sagde han, at det måtte blive på de 4.500 parkeringspladser, der er i forvejen, siger hun til Ekstra Bladet.

'Det bliver ragnarok'
De eksisterende pladser bliver dog allerede benyttet af beboerne, lyder det fra Kirsten Lindberg Andersen, der påpeger, at der hele tiden blive bygget nye bygninger til beboelse, så parkeringspladserne snart er brugt op.

- Det er fuldstændig latterligt at bygge sådan en projekt uden parkeringspladser, siger hun.

I Ørestaden er parkeringen indrettet således, at det meste parkering foregår i parkeringshuse, mens man kun må holde 30 minutter på gaden.

- Det bliver et ragnarok 1. februar, når den arena åbner, og det er simpelthen noget, vi bliver nødt til at råbe op om, lyder det fra Kirsten Lindberg Andersen.

- Når vi kommer hjem i vores biler, når der er et stort arrangement, kan vi ikke få nogen plads, og så får vi bøder, fordi vi er nødt til at holde på gaden, siger hun.

Hun er derfor rystet over, at der ikke bliver bygget parkeringspladser i forbindelse med opførelsen af arenaen.

- Det er nærmest en joke at bygge sådan et kæmpe projekt uden at bygge parkeringspladser, siger Kirsten Lindberg Andersen.

Forventer ikke mange biler
Hos Arena CPHX, der står bag projektet, tager man dog kritikken med ro.

- De trafikanalyser, der er lavet i forbindelse med arenaen siger, at man regner med, der kommer omkring 1500 biler, når der er 15.000 mennesker i arenaen, siger Bent Frank, der er bestyrelsesformand i Arena CPHX P/S.

- I området omkring arenaen er der 3000 pladser. 400 af dem, hvoraf 325 er almene parkeringspladser, ligger klods op ad arenaen, og derudover er der ret store offentlige parkeringsarealer i nærheden, som man kan bruge, indtil By&Havn etablerer tre parkeringshuse. Så det vil sige, når By&Havn finder, der er basis for det, etablerer de to parkeringshuse nær arenaen, siger han.

Han henviser derudover til den nærliggende virksomhed Rambøll, hvor der er et stort parkeringshus, samt shoppingcenteret Field's, der har 3000 parkeringspladser. Her er dog endnu ikke nogen aftale på plads om brugen af deres parkeringspladser uden for centerets åbningstider.

- Så vi har egentlig rimelig gode parkeringsforhold, synes vi, i forhold til de trafikanalyser, der er lavet omkring arenaen, siger Bent Frank.

Sådan er det planen, at arenaen skal se ud, når den er færdig. (Foto: Royal Arena)
Sådan er det planen, at arenaen skal se ud, når den er færdig. (Foto: Royal Arena)
 

Tag cyklen eller metroen!
Han understreger, at arenaen ligger godt i forhold til to metrostationer, og der kører en bus til døren.

- Derudover laver vi rigtig mange cykelparkeringspladser, for vi mener, at den fordel arenaen har ved at ligge så bynært, er, at det medfører, at der kommer rigtig mange på cykel.

- De lokale beboere er bekymrede for, at der ikke vil være nogen pladser til dem, når de kommer hjem fra arbejde, og der er et arrangement i arenaen. Vil I gøre noget for at sikre, at gæster ikke bruger de pladser, der er ved beboelse?

- Det er jo svært at styre, når det er betalingspladser. Men det er vores helt klare forventning, at der ikke vil blive problemer med parkering. Og hvis der skulle blive det, så har vi altså en metro med en fantastisk kapacitet, siger bestyrelsesformanden.

315 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere