Bedemand opløser lig og skyller dem ud i kloakken

Et canadisk firma tilbyder nu at dræne ens krop for vand, lave knoglerne om til aske og skylle resten ud i kloakken. En miljøvenlig begravelse, lyder det fra opfinderen

I Danmark foretager man endnu ikke en begravelse som den canadiske. Foto: Polfoto
I Danmark foretager man endnu ikke en begravelse som den canadiske. Foto: Polfoto

Langt de fleste har et ønske for, hvad der skal ske, når de dør.

For manges vedkommende vil de enten have en jordisk begravelse eller kremeres og have en urne i jorden, mens helt andre ønsker at få deres aske spredt ud over havet.

Men nu har et canadisk byråd åbnet op for muligheden for, at ens lig kan blive opløst og skyllet ud i kloakken.

Det skriver det canadiske medie CBC Radio.

Det er manden bag firmaet AquaGreen Disposition, Dale Hilton, der tager sig af 'den grønne begravelse', som han betegner som miljøvenlig.

- Det fører kroppen tilbage til sin naturtilstand. Det er det samme som at blive begravet i jorden, men i stedet for at nedbrydningen tager 15-20 år, går det her hurtigere. Processen er hundrede procent grøn i modsætning til en flammebaseret kremering, siger Dale Hilton til CBC Radio.

Han bruger angiveligt de samme næringsstoffer som ved en jordisk begravelse - nemlig salt og vand. Forskellen er bare, at det vil tage mellem halvanden til to timer, før kroppen er opløst. Herefter er der kun skelettet tilbage.

- Skelettet kommer i en ovn, da knoglerne er våde. Her tager det cirka 10-15 minutter, før vandet er ude af knoglerne, og de bliver til aske. Den eneste forskel er, at asken er hvid, fordi den er steriliseret, lyder det fra Dale Hilton ifølge CBC Radio.

Han fortæller samtidig, at den miljøvenlige nedbrydning af kroppen fjerner eventuelle spor af sygdomme og medicin. Derefter ryger asken igennem forskellige filtre og bliver sendt ud i de anlæg, der renser spildevandet.

Ifølge CBC Radio startede Dane Hilton firmaet sidste år, og han har angiveligt allerede haft 200 kunder.

Ikke indført i Danmark
I Danmark kan man indtil videre kun få en jordisk begravelse, blive kremeret eller få sin aske spredt ud over havet.

Men skulle politikerne på et tidspunkt ændre lovgivningen og tilføje en miljøvenlig begravelse som den canadiske, står brancheforeningen Danske Bedemænd klar.

- Så længe de begravelsesformer, der eksister, er lovlige i Danmark, er vi indifferente over for det. Vi skal imødekomme og tilgodese afdødes og efterlevendes ønsker og interesser. Det er vores grundholdning, for vi har ikke nogen modstand mod det, så længe det er godkendt, siger Axel Jørgensen, chefkonsulent ved Danske Bedemænd, til Ekstra Bladet.

- Så hvis den her begravelsesform bliver vedtaget, vil Danske Bedemænd operere efter det?

- Man vil i hvert fald forsøge at imødekomme det. Der foregår hele tiden en udvikling inden for det her område, for man eksperimenterer jo på forskellige måder for at finde alternative former for bortskaffelse, lyder det fra Axel Jørgensen.

I gamle dage kunne man i Danmark kun få en jordisk begravelse, og vi skal kun 100 år tilbage, før man indførte kremeringen.

5 kommentarer
Vis kommentarer