Bedsteforældre bør ikke passe børn fra corona-ramte skoler

Myndighederne råder til, at bedsteforældre ikke skal passe børn, som er sendt hjem fra coronalukkede skoler

En række myndigheder holder pressebriefing og giver en status på COVID-19-situationen i Danmark onsdag. Til stede er repræsentater fra Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed, Udenrigsministeriet, Rigspolitiet, Erhvervsstyrelsen og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
En række myndigheder holder pressebriefing og giver en status på COVID-19-situationen i Danmark onsdag. Til stede er repræsentater fra Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed, Udenrigsministeriet, Rigspolitiet, Erhvervsstyrelsen og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Hvis ens barns skole eller daginstitution er lukket på grund af coronavirus, skal man ikke lade bedsteforældrene passe børnene.

Sådan lyder det onsdag fra Bolette Søborg, der er overlæge i Sundhedsstyrelsen.

- Det er helt sikkert sådan, at hvis man har behov for at få passet sine børn, der kunne have symptomer, så skal man ikke bede bedsteforældre eller ældre om at passe børnene, siger Bolette Søborg på et pressemøde.

Ældre, kronisk syge og svækkede er blandt de mest sårbare over for coronavirus.

Derfor rådes disse grupper af udsatte borgere til også at være varsomme med udlandsrejser.

Det siger Erik Brøgger Rasmussen, som er direktør for Borgerservice i Udenrigsministeriet.

- Den gruppe skal tænke sig endnu mere om end gennemsnittet af danskere, der ville rejse i øjeblikket, siger han på et pressemøde.

Bolette Søborg fra Sundhedsstyrelsen siger, at hun godt kan forestille sig, at man lukker ned for aktivitetscentre på plejehjem for at mindske mængden af kontakt med pårørende og ældre.

Onsdag kom det frem, at en medarbejder på plejehjemmet Hørgården i Aarhus Nord er testet positiv for coronavirus.

Vedkommende blev konstateret smittet tirsdag eftermiddag og kan have smittet beboere på plejehjemmet.

Derfor er alle beboere på plejehjemmet kommet i hjemmekarantæne i egen bolig, mens dem med symptomer bliver testet for coronavirus.

Ifølge Aarhus Kommune har medarbejderen ikke været ude at rejse. Vurderingen lyder i stedet, at medarbejderen formentlig er blevet smittet af en mødedeltager i en anden sammenhæng.

Ifølge Bolette Søborg fra Sundhedsstyrelsen forbereder myndighederne sig på at skifte fra en strategi med fokus på inddæmning til en med fokus på afbødning.

Det betyder, at man ikke prøver at forhindre smitte internt i Danmark, men i højere grad prøver at begrænse spredningen og prioritere behandling til dem, der har mest brug for det.

- Det kan være snart, lød det på onsdagens pressemøde.

3 kommentarer
Vis kommentarer