Begejstret professor: Det åbner for en helt ny verden

Ifølge professor Niels Obers er muligheden for at måle tyngdebølger en helt ny dimension i vores virkelighed

Hør David Reitze fra LIGO forklare eksperimentet her (Video: National Science Foundation)

Torsdagens nyhed, om at forskere for første gang har været i stand til at måle de såkaldte tyngdebølger, er blevet sammenlignet med, at det nu er muligt at kunne høre rummet.

Men det mener Niels Obers, som er professor i teoretisk partikelfysik og kosmologi ved Niels Bohr Instituttet, ikke, er en beskrivelse, der er tilstrækkeligt dækkende for den store nyhed.

- Det jeg synes, er det mest spændende, det er, at dette går ud over at høre og se. Det er en helt ny dimension i forhold til vores virkelighed, siger han til Ritzau.

- Jeg hørte godt på pressekonferencen, at sammenligning med at kunne høre universet blev lavet, men for mig er dette gennembrud mere, end at kunne høre, for det er ikke lydbølger, vi taler om, men bølger der påvirker vores rum og tid.

Samfund - 11. feb. 2016 - kl. 16:05 Videnskabelig sensation: Forskere bekræfter Einstein-teori

Den begejstrede professor ser store muligheder i opdagelsen og fortæller, at det åbner for en helt ny verden af observationer.

- Vi kan nu lave målinger af de mest spændende begivenheder, som sker i vores univers som for eksempel sammensmeltning af sorte huller.

- Indtil nu har vi kun kunnet se dem via teleskoper eller ved hjælp af elektromagnetisk stråling, men nu kan vi se dem ved hjælp af de bølger, de forårsager, siger Niels Obers.

Videnskabsmænd ved Advanced Laser Interferometer Gravitational Wave Observatory (Ligo) fortalte på et pressemøde i Washington i USA, at de nu kan måle de såkaldte tyngdebølger, som bliver skabt af enorme objekter i rummet som sorte huller og supernova-eksplosioner.

Den verdensberømte fysiker Albert Einstein forudså allerede for et århundrede siden, at tyngdebølger eksisterede. Men ingen har tidligere formået direkte at måle deres eksistens og den energi, de transporterer på tværs af universet.

Einsteins forudsigelse kom han med i forbindelse med den vigtige relativitetsteori, som danner grundlag for meget forskning i dag.

I 1915 mente den tyske fysiker dog ikke, at man nogensinde ville kunne observere bølgerne.

Hvad er tyngdebølger?

- For hundrede år siden publicerede den verdensberømte fysiker Albert Einstein sin relativitetsteori, hvori han påstod, at tyngdebølger eksisterer. Men ingen har tidligere formået direkte at måle deres eksistens, og den energi de transporterer på tværs af universet.

- Det er nu lykkedes for forskere at måle en tyngdebølge på Jorden, som opstod, da to sorte huller kolliderede med hinanden 1,3 milliarder lysår væk.

- Det er bølger i rumtiden. Det vil sige, at vores tid og rum vil bølge og afvige en lille bitte smule, når tyngdebølgen flyver gennem jorden, forklarer Troels Harmark til Ritzau.

- Hvis to sorte huller i universet, er meget tætte på hinanden og er ved at opsluge hinanden, så de bliver til ét sort hul, så er det en meget voldsom begivenhed, som vil skabe nogle meget kraftige tyngdebølger ud i universet.

- Man kan sammenligne det med, når man pjasker i vand, og der så opstår nogle bølger væk fra stedet, hvor man pjasker.

- Man kan sammenligne vandoverfladen med vores tid og rum. Gør man ikke noget, så er den glat og konstant, men begynder man at hoppe i vandet, så vil der opstå bølger, og de bølger vil brede sig langt væk fra stedet, og påvirke formen af tid og rum langt ud i universet.

- Det giver os et nyt instrument til at udforske universet. Tidligere har vi kigget på lys, som er kommet ned til os, men dette giver en anden form for stråling og nogle nye muligheder til at finde ud af, hvordan universet er opstået.

Kilder: Troels Harmark, lektor i teoretisk partikelfysik og kosmologi på Niels Bohr Instituttet

Ekstra Bladets læsere kunne tidligere torsdag chatte med ekspert Michael Linde-Vørnle - se spørgsmål og svar nedenunder.

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere