Udrednings- og behandlingsgarantien genindføres fra fredag 21. januar.
Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
'Sundhedsstyrelsen har vurderet, at det er sundhedsfagligt forsvarligt snarest at ophæve den nuværende suspension af udrednings-og behandlingsrettighederne. Derfor har vi besluttet at fremrykke genindførelse af patientrettighederne, så de træder i kraft allerede fredag d. 21. januar.'
'Selvom vi har høje smittetal, så er antallet af indlagte ikke steget i samme grad, og på intensiv har vi set et fald. Derfor er det positivt, at vi kan genindføre patientrettighederne nu,' siger sundhedsminister Magnus Heunicke
Dermed er det heller ikke forventningen, at det bliver nødvendigt at aktivere aftalen om de 300 kommunale pladser, som var indgået for at kunne afhjælpe sygehuskapaciteten, lyder det ligeledes i pressemeddelelsen.
Udrednings- og behandlingsretten har været suspenderet siden 3. januar.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Inden for 30 dage
Udrednings- og behandlingsgarantien betyder, at patienter, der bliver henvist fra deres praktiserende læge, inden for 30 dage enten skal have stillet en diagnose eller have en plan for det videre udredningsforløb.
Fra man er blevet udredt, har man krav på behandling inden for 30 dage.
Hvis det offentlige ikke kan klare det inden for tidsfristen, har man ret til at få behandling på et privathospital.
Ifølge vurderingen fra Sundhedsstyrelsen, der ligger til grund for genindførelsen af garantien, er den væsentligste risiko for driften af sygehusvæsnet lige nu, at der i alle personalegrupper er øget fravær, fordi der i øjeblikket er stor samfundssmitte med coronavirus.
Sundhedsstyrelsen skriver desuden, at det ikke vurderes, at sygehuskapaciteten lige nu er kritisk udfordret af covid-19.