Bekymret borgmester: - Giv de unge ét stik

Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær, vil have grænsen for automatisk nedlukning hævet. Ellers skal de unge have første stik med det samme, lyder det

I sidste uge lød det fra Søren Brostrøm og Henrik Ullum, at det trods høje smittetal går godt med pandemien i Danmark.

Helsingør Kommune ligger efter mandagens opdatering af de justerede incidenstal som nummer fem på listen over kommuner med det højeste tal.

169 lyder incidenstallet, og dermed er der ikke langt til grænsen på 250, der betyder automatisk nedlukning.

Kommunens borgmester, Benedikte Kiær, har den seneste tid lavet flere opslag på Facebook, hvor hun blandt andet advarer om, at nedlukningen truer i Helsingør.

I et interview med sn.dk opfordrer hun til, at de unge får første stik med en vaccine. Det er ifølge hende de unge, der oftest bliver smittet.

- Enten hæver man grænsen for nedlukning, eller også giver man de unge ét stik. Jeg ved ikke, hvordan man ellers kan få de unge til at lade være med at opføre sig, som de gør. Vi kan ikke give dem stuearrest. Det er især de unge, der driver smitten, så enten kan vi have nedlukninger, der rammer mange, eller se på smittegrænserne for nedlukning, siger Benedikte Kiær til mediet.

Benedikte Kiær vil kommen smitten blandt de unge til livs. Foto: Jens Dresling
Benedikte Kiær vil kommen smitten blandt de unge til livs. Foto: Jens Dresling
 

Borgmesteren ser helst, at man hæver grænsen for nedlukning. Hvis ikke det er muligt, opfordrer hun helt konkret til, at de unge får ét stik og så venter et par måneder med at få det næste.

Hun kalder situationen alvorlig til trods for, at incidenstal i Helsingør Kommune er faldet en siden weekenden, hvor tallet lå på 175.

Flere kommuner i farezonen
Det er langtfra kun Helsingør Kommune, der er truet af automatisk nedlukning. I Ishøj Kommune forventer borgmesteren, Ole Bjørstorp, at kommunen bliver nødt til at lukke ned. Ishøj er mandag den kommune med det højeste incidenstal - det ligger på 191.

Frederiksberg Kommune ligger nummer to på listen med et incidenstal på 178. Norddjurs Kommune og Syddjurs Kommune har også højere incidenstal end Helsingør med tal på henholdsvis 175 og 170.

I Norddjurs Kommune forventer man dog at få bugt med smitten, før den automatiske nedlukning kommer på tale. Det sagde kommunens borgmester lørdag i et interview med Ekstra Bladet.

Det ændrer dog ikke på, at kommunens incidenstal næsten er firdoblet på under en uge.