Tidligere videnskabelig direktør i Zoologiske Have i København Bengt Holst er blevet udpeget som formand for Den Danske Naturfond.
Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
68-årige Bengt Holst, der for alvor blev lands- og verdenskendt i den famøse sag om giraffen Marius, fortæller i pressemeddelelsen, at han får travlt i sin nye rolle som formand:
- Der er nok at tage fat på, for naturen er i krise. Jeg ser frem til samarbejdet med den øvrige bestyrelse om en masse spændende naturprojekter, siger den kommende formand for bestyrelsen, Bengt Holst.
Han stoppede som videnskabelig direktør i Zoo ved udgangen af 2020 og gik i den forbindelse på pension. Ved sin afsked forklarede han, at fortsat ønskede at koncentrere sin kræfter om naturen.
Den Danske Naturfond blev dannet i 2015 og arbejder for at forbedre den danske natur gennem projekter, der skaber levesteder for dyr og planer.
I 2014 kom Zoologisk Have i København og Bengt Holst i kraftig modvind både nationalt og internationalt, da haven valgte at aflive og partere giraffen Marius til offentlig beskuelse.
I den forbindelse var det Bengt Holst, der stod frem i medier verden over, og forsøgte at forklare offentligheden årsagen til aflivningen og parteringen af giraffen.
Som konsekvens af Bengt Holsts fremtrædende rolle i forbindelse med giraf-sagen, modtog både Zoologisk Have og Bengt Holst adskillige dødstrusler. Bengt Holst modtog dengang omkring 1500 hadefulde sms'er og emails efter aflivningen af giraffen.
Her bor de mest forkælede hunde i Danmark: Vi er ligeglade med hvad andre tænker