Benzinpriserne eksploderer i Sverige: Sådan rammes Danmark

USA udtrædelse af atomaftalen med Iran og OPEC, der producerer mindre olie, påvirker oliepriserne

Du kommer til at betale mere for brændstof i den nærmeste fremtid, forklarer ekspert. Foto: Polfoto/Lars Krabbe
Du kommer til at betale mere for brændstof i den nærmeste fremtid, forklarer ekspert. Foto: Polfoto/Lars Krabbe

Er du bilejer, så kan du godt begynde at lægge en ekstra skilling til side.

Benzinpriserne er nemlig på vej op, men man skal ikke frygte, at de tager himmelflugt.

Selvom prisen på olie i begyndelsen af maj steg til det højeste niveau siden 2014, efter USA og Trump har besluttet at skrotte atomaftalen med Iran, skal danske bilister ikke forvente en voldsom ekstraudgift på grund af højere benzinpriser, vurderer en olieanalytiker.

I Sverige er prisen på en liter blyfri 95 på sit højeste niveau siden 2012, efter de store olieselskaber har hævet prisen på en liter benzin med 20 øre. Det skriver Aftonbladet.

Herhjemme er oliepriserne steget ti procent indenfor de seneste par uger, men netop derfor skal man ikke forvente, at de vil stige markant mere, forsikrer Peter Rasmussen, der er ekspert i olie-udvikling og direktør for brændstof hos Circle K:

- Vi har taget en stor del af prisstigningerne allerede. Man skal også huske på, at de ti procents stigning, som vi har set, kun er af produktprisen på de fire kroner ud af de 11,5 kroner, det koster i øjeblikket. Resten er faste afgifter. Derfor er det kun 40 øre, siger han til Ekstra Bladet.

Peter Rasmussen ser ikke en fare for, at benzinpriserne i Danmark vil ryge helt i vejret, selvom det ustabile marked kan hæve prisen per olietønde til et endnu højere niveau indenfor den nærmeste fremtid.

- Stiger olieprisen til 100 dollars per tønde, kommer der en stigning på en krone herhjemme, så prisen ligger på cirka 12,5 kroner, hvilket ikke er kritisk højt, fortæller olie-analytikeren.  

Artikel fortsætter under billedet ...

Det er især Trumps beslutning om at trække USA ud af atomaftalen med Iran, der har fået olieprisen til at stige. Foto: Ritzau Scanpix/Evan Vucci
Det er især Trumps beslutning om at trække USA ud af atomaftalen med Iran, der har fået olieprisen til at stige. Foto: Ritzau Scanpix/Evan Vucci

OPEC holder tilbage
I efteråret 2017 steg olieprisen fra 50 dollars per tønde til den ramte 70 dollars i begyndelsen af maj 2018. Men efter Trump har trukket USA ud af atomaftalen med Iran, er prisen næsten oppe på 80 dollars pr. tønde.

Peter Rasmussen forklarer, at de stigninger, der har fundet sted gennem det seneste halve år, skyldes en aftale mellem Rusland og OPEC (sammenslutning af olieproducerende lande red.).

- Vi ligger rigtignok på det højeste prisniveau siden 2014. Sidste efterår formåede OPEC og Rusland at indgå en aftale om at begrænse produktionen for at holde priserne oppe. Der er ingen tvivl om, at russerne har en kæmpe interesse i det, fordi deres økonomi i høj grad er bundet op på olie-eksport.

Den aftale har fået priserne til at stige, men man skal ikke forvente, at udviklingen fortsætter, fordi de store spillere på markedet gerne vil sælge mere olie.

- Saudi Arabien er god for en pris på 88 dollars per tønde, mens Venezuela de facto er bankerot, så der er en masse, der gerne vil sælge mere olie. Jeg tror derfor ikke, at prisen kommer til at stige så meget, vurderer Peter Rasmussen.

127 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere