Det blev en ærgerlig dag hos en virksomhed i området nær Vejle, da Skattestyrelsen og politiet kom på besøg.
Næsten tre tons vandpibe-tobak blev beslaglagt hos den uregistrerede virksomhed, og det medfører, at der skal betales afgifter for 3,6 millioner kroner.
'Den største fangst i nyere tid,' skriver Skattestyrelsen i pressemeddelelsen.
Fangsten udgjorde da også en tredjedel af, hvad man beslaglagde i hele 2018 og 2019.
Uregistreret fremstilling af vandpibe-tobak
Vandpibe-tobak har ifølge Skattestyrelsen været et fokuspunkt de sidste par år, men dette er en exceptionel 'fangst'.
'Det her er det største beslag vandpibe-tobak i ca. 5 år fra en enkelt virksomhed, der producerer varerne i Danmark,' udtaler Anne Sofie Hedemann, underdirektør for afgiftsområdet i Skattestyrelsen, i pressemeddelsen.
Virksomheden var ikke registreret og fremstillede tobak, hvilket er et brud på tobaksafgiftsloven.
Den store mængde vandpibe-tobak skulle derfor beslaglægges.