Bestseller nægter at betale husleje for over 200 butikker

I Holstebro må udlejer Hanne Klausen se langt efter næste måneds husleje fra den kriseramte gigant

Når man er landets rigeste, så må man tage sit ansvar, mener butiksejeren her fra Holstebro. Foto: Ernst van Norde
Når man er landets rigeste, så må man tage sit ansvar, mener butiksejeren her fra Holstebro. Foto: Ernst van Norde

Tøjgiganten Bestseller, der er ejet af mangemilliardæren Anders Holch Povlsen, har meddelt sine udlejere, at man ikke vil betale husleje fra 1. april.

Det fremgår af et brev, Bestseller har sendt til udlejerne af firmaets over 200 butikker i Danmark, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

'På grund af lukning af storcentre, kritiske tab af omsætning for de enkelte butikker, og for at bakke op om myndighedernes anbefalinger, samt beskytte vores medarbejdere og kunder, har vi valgt at lukke vores fysiske butikker indtil videre. Derfor ser vi os nødsaget til at standse huslejebetalingerne foreløbigt', lyder det i brevet, der er underskrevet af finansdirektør Thomas Børglum Jensen.

Bestseller skriver videre, at man vil betale udlejerne, når praktikaliteterne om regeringens hjælpepakker er endeligt på plads.

'Vi vil presse på for at de pågældende midler udbetales til jer hurtigst muligt. Ordinær betaling af husleje genoptages, når situationen har normaliseret sig og vi har mulighed for normal drift i vores butikker.'

En konge
En af dem, som må vente på husleje fra Bestseller, er Hanne Ameli Klausen, 71 som ejer et butikslokale i hjertet af Holstebro på 110 kvm.

Normalt får hun 25.000 kroner uden moms og forbrug i leje fra Bestseller, der har børnetøjsbutikken Name It i lokalerne.

Men altså ikke til denne første.

- Tænk, at Danmarks rigeste mand gør sådan her. Jeg kunne forstå, hvis det var en lille udlejer.

- Det virker på mig, som om han (Anders Holch Povlsen, red.) er kongen. Og han fortæller lige mig: Sådan er det bare. Der er ingen diskussion, siger hun.

Hanne Ameli Klausen og hendes nu afdøde mand solgte for nogle år siden den lokale ugeavis. Lejeindtægten er i dag hendes primære indkomst.

- De har hjemsendt 2400 medarbejdere. 750 er blevet fyret. Er det ikke forståeligt nok, at du må vente, mens de prøver af redde virksomheden?

- Jeg synes, de sender sorteper videre. Jeg skal også betale min kreditforening. Staten har jo lavet hjælpepakker, netop så virksomheder kan betale deres husleje.

- Men Bestseller skriver jo, at de vil gøre alt, hvad de kan for at betale jer, når der er styr på den del?

- Det er muligt, men jeg føler, de skubber problemet videre til mig.

De har mit nummer
- Er du i en økonomisk situation, hvor du ikke kan vente på de penge?

- Det håber jeg ikke. Men det er nogle penge, jeg kommer til at mangle. Det er klart.

- Er det ikke i alles interesse, at Bestseller med små 5000 ansatte kommer bedst muligt igennem den her krise?

- Jo, det kan jeg godt se. Men alligevel synes jeg, det er en meget mærkelig måde at give den her besked. Det kommer i en mail i går. Og det er ikke et forslag, som er til forhandling. Jeg får bare at vide, at det er slut. Jeg får ingen penge.

- For 10-12 dage siden talte jeg med dem om en varmeregning. Der var de søde og venlige, så de kender godt mit nummer, siger Hanne Ameli Klausen.

 

Bestseller: Vi er i store vanskeligheder

Fra Bestseller-koncernen udtaler finansdirektør Thomas Børglum Jensen i en skriftlig udtalelse, at tøjgiganten kun tager dette skridt, fordi man er i ganske alvorlige problemer.

’Vi forstår nødvendigheden af, at verden er blevet lukket ned af myndigheder verden over, og at folkesundheden kommer først. Men effekten af den nedlukning giver både os og vores samarbejdspartnere meget store vanskeligheder økonomisk. '

'Da hjælpepakker i forhold huslejebetaling og faste udgifter endnu ikke er implementeret, ønsker vi en dialog med vores udlejere om betalingen i den kommende periode, hvor butikkerne er lukkede, og vi har forsøgt at kontakte alle dem, vi kunne nå, telefonisk i håbet om at få en dialog. Vi har betalt huslejer for marts – også selvom butikkerne er lukkede.'

'I forhold til den konkrete butik i Holstebro opsagde vi lejemålet tilbage i januar før krisen med 6 måneders varsel, og vi vil arbejde på at finde en løsning med den konkrete udlejer og alle udlejere i denne svære situation,' skriver han.

Der er lukket for kunder her i Holstebro og i alle andre Bestseller-butikker. Foto: Ernst van Norde
Der er lukket for kunder her i Holstebro og i alle andre Bestseller-butikker. Foto: Ernst van Norde
 

Se også: Danmarks rigeste får kritik for massefyringer

Se også: Bestseller-ejers formue svinder ind - ryger ud af liste over verdens rigeste

Se også: Bestseller-ejers formue svinder ind - ryger ud af liste over verdens rigeste Se også: Bestseller-chef: »Vi skal finde 100 mio. kr. om dagen«

1929 kommentarer
Vis kommentarer