Mandag stødte fragtskibet Beaumaiden på grund i dansk farvand.
Og onsdag er bjærgningen af skibet begyndt. Det oplyser Per Petersen, der er vagthavende ved Forsvarets Operationscenter, til Ekstra Bladet.
- Det er et civilt firma, som er i gang med at bjærge skibet. Vi overvåger i tilfælde af, at der skulle opstå en miljøsag, forklarer Per Petersen.
Fragtskibet, som er lastet med gødning, stødte på grund ud for Havvej ved Sorthat Muleby klokken 3.27 mandag.
Flyttet 22 meter
Det er ikke en problemfri opgave at flytte det 88 meter lange hollandske fragtskib.
- Klokken 7.30 har de fået det flyttet lidt, men det har så ligget stille igen, forklarer Per Petersen.
Han fortæller endvidere, at det indtil nu har været muligt at flytte fragtskibet 22 meter.
Per Petersen kan ikke oplyse, hvorvidt bjærgningen af skibet forventes afsluttet i dag.
Sigtet for mistanke om alkoholpåvirkning
Mandag afhørte Bornholms Politi skibets besætning.
I den forbindelse oplyste politiet, at et enkelt besætningsmedlem var mistænkt for at have været påvirket af alkohol.
Onsdag lyder meldingen fra Bornholms Politi, at en mand i 30'erne er sigtet for mistanke om alkoholpåvirkning. De kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere om sagen.