Betalingskort og MobilePay ramt af kæmpe nedbrud

Fredag oplevede borgere i hele norden, at deres betalingskort og Mobilepay ikke virkede

Der er ikke nogen tidshorisont for, hvornår problemet bliver løst. Foto: Anthon Unger
Der er ikke nogen tidshorisont for, hvornår problemet bliver løst. Foto: Anthon Unger

Opdatering: klokken 17.35 oplyser Nets til Ekstra Bladet, at problemet er løst, men at man endnu ikke ved, hvad det skyldtes.

Både betalingskort og Mobilepay var fredag sen eftermiddag ramt af nedbrud i både Norge, Sverige og Danmark. Det fortalte pressechef ved Nets, Søren Winge.

- Jeg kan bekræfte, at kort og Mobilepay er berørt af driftsproblemer. Det er formentlig ikke på alle terminaler og ved alle kort, men det rammer bredt, sagde Søren Winge til Ekstra Bladet.

- Der er noget, der tyder på, at hele norden er ramt, og at det også er andre udbydere end Nets, fortsatte han.

Ifølge pressechefen stod problemet på i en times tid.

- Vi arbejder selvfølgelig på sagen og på at få identificeret problemet, sagde han og kom med et råd til butikker og lignende, som oplevede problemer.

- Det, forretningerne kan gøre, er at gå offline, og så kan de tage imod nogle korttyper, sagde han.