Betjent erkender kidnapning og voldtægt i britisk drabssag

Betjent erkender at have kidnappet og voldtaget 33-årige Sarah Everard, hvis død skabte enorm debat om kvinders sikkerhed i både Storbritannien og Danmark

Se videoen: Kvinder demonstrerede i London efter drabet på Sarah Everard, der forsvandt på vej hjem fra sin veninde.

Den 48-årige britiske politibetjent Wayne Couzens har tirsdag tilstået at have kidnappet og voldtaget den 33-årige Sarah Everard, der forsvandt under stor mediebevågenhed i London i marts.

Han har også accepteret ansvaret for Sarah Everards død, men har formelt ikke tilstået drabet, skriver Sky News.

Everards lig blev fundet i en skov syd for London en uge efter, at hun forsvandt. Det medførte en række protester og debat om kvinders sikkerhed i det offentlige rum.

Skriv, når du er hjemme
Under hashtagget #Textmewhenyougethome (Skriv, når du er kommet hjem, red.) delte især kvinder historier på sociale medier om, hvordan de oplever at være utrygge i offentlige rum.

I London førte drabet på Sarah Everard også til et voldsomt sammenstød mellem demonstranter og politi, da politiet i London valgte at rydde en mindehøjtidelighed til ære for Everard.

Sarah Everards død medførte både protester og mindehøjtidligheder i London. Foto: Hannah McKay via Reuters
Sarah Everards død medførte både protester og mindehøjtidligheder i London. Foto: Hannah McKay via Reuters

Debatten nåede også til Danmark, hvor der især på sociale medier blev stillet spørgsmålet: Hvorfor skal kvinder frygte for deres sikkerhed, når de går alene hjem?

'Forfærdet'
Wayne Couzens blev anholdt kort tid efter fundet af Sarah Everards lig. Han arbejdede indtil da som politibetjent i netop London.

- Nyheden om at det er en af vores betjente, der er blevet arresteret som mistænkt i mordet på Sarah, har sendt bølger af chok og vrede gennem offentligheden og hele politistyrken, udtalte kommisær ved London Metropolitan Police Service Cressida Dick, da Couzens blev anholdt.

- Jeg taler på vegne af alle mine kolleger, når jeg siger, at vi er fuldkommen forfærdede over disse frygtelige nyheder. Vores job er at patruljere i gaderne og beskytte folk.

Politiet i London blev senere kritiseret for at gå for hårdt frem, da man ville opløse en mindehøjtidlighed med henvisning til coronarestriktionerne. Foto: Hannah McKay via Reuters
Politiet i London blev senere kritiseret for at gå for hårdt frem, da man ville opløse en mindehøjtidlighed med henvisning til coronarestriktionerne. Foto: Hannah McKay via Reuters