Betjente frygter coronasmitte

Danske færdselsbetjente kritiserer, at de stadigvæk skal kontrollere lastbiler fra Europas corona-brændpunkter

Betjentene skal selv skønne, om lastbilchaufførerne, der farer Europa tyndt, er smittet med coronavirus.  Arkivfoto: Rene Schütze
Betjentene skal selv skønne, om lastbilchaufførerne, der farer Europa tyndt, er smittet med coronavirus. Arkivfoto: Rene Schütze

Danske færdselsbetjente skal til trods for nedlukningen af landet fortsat kontrollere lastbiler fra hele Europa på de danske veje.

Ekstra Bladet har talt med en håndfuld betjente, der alle arbejder med såkaldt tungvognskontrol, og de frygter, at de kan starte en regulær smittekæde.

- Jeg kan ikke vide, om chaufførerne kommer fra Italien, Spanien eller Frankrig, hvor der er coronavirus i vid udstrækning. De læsser dernede og mødes på kryds og tværs, siger Einar Hofman, der er politiassistent i Tungvogns Center Øst under Midt- og Vestsjællands Politi.

Ingen mundbind
Han frygter, at betjentene potentielt kan starte en smittekæde:

- Jeg frygter, at jeg tager den (coronavirus, red.) med hjem til kollegaerne i afdelingen. Det ene øjeblik standser jeg en bulgarsk chauffør, og det næste en dansk, så kan jeg jo risikere at smitte den danske, siger Einar Hofman.

Han fortæller, at betjentene har fået nye forholdsregler under coronapandemien:

- Jeg skal være iført gummihandsker, holde en tilpas afstand, og hvis jeg skønner, at han (chaufføren, red.) ser syg ud, skal jeg give ham et mundbind på. Men jeg er jo ikke lægeuddannet, tilføjer politiassistenten.

Han bakkes op af en anden betjent, der ønsker at være anonym af hensyn til sit arbejde:

- Vi har ikke engang selv mundbind, hvordan skal vi så udlevere dem, spørger den anonyme betjent.

Han fortæller, at de først for nylig har fået udleveret håndsprit.

Ifølge betjentene er de udenlandske chauffører ikke just kendt for høje hygiejnestandarder, og da de ikke er dækket af sygeforsikring, kører de ofte videre, selvom de er syge.

Derfor undrer det betjentene, at deres øverste chef, rigspolitichef Thorkild Fogde, står side om side med Mette Frederiksen og Søren Brostrøm og siger, at man skal gå hjem, hvis man ikke udfører en samfundskritisk funktion.

- Vi mener jo ikke, at der er noget samfundskritisk. I hverdagen er det et vigtigt arbejde, men der er bare ikke noget samfundskritisk, som situationen er nu, lyder det fra en anonym betjent.

Øger risikoen
Ekstra Bladet har spurgt Jan Pravsgaard Christensen, som er professor ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet, om risikoen ved betjentenes arbejde:

- Hvis man møder chaufføren i det åbne rum og holder en distance, så er der ikke noget i vejen for, at man kigger pas, papirer og køretilladelser igennem. Det er ikke særlig sandsynligt, at ting smitter ved, at det bliver overført på et stykke papir. Og hvis det endelig skulle gøre det, så er det eneste, der skal til, at man har en handske på, man kan tage af, eller man vasker sine hænder eller spritter dem af, siger han.

Ifølge Einar Hofman kræver betjentenes arbejde, at man kommer tæt på chaufførerne:

- Problemet er bare, at man ikke kan lave en effektiv tungvognskontrol, uden at man kommer op i lastbilen, siger han.

Og det kan der ifølge Jan Pravsgaard Christensen være en risiko ved:

- Det (at kravle op i lastbilen, red.) er lidt mere problematisk, fordi det vil være et lukket rum, hvor man sidder og snakker med chaufføren eller rører ved alle overfladerne, hvor chaufføren også har været; det er måske ikke så hensigtsmæssigt. Så er du i tæt kontakt, og det øger alt andet lige risikoen, hvis chaufføren er smittet.

Vil hellere passe på hospitaler
Færdselsbetjentene fortæller, at det ikke er unormalt, at de bliver rykket til andre arbejdsopgaver, når der er brug for det:

- Når der sker noget andet stort i dansk politi, er det ikke så vigtigt at kontrollere lastbiler. Nu har vi så en pandemi, hvorfor så opsøge den risiko, siger en af dem.

De mener alle, at beslutningen skyldes et krav om måltal, og understreger, at de gerne vil arbejde med andre områder:

- Tilsyn med hospitaler og alt sådan noget vil vi rigtig gerne deltage i. Det giver mening, lyder budskabet.

Rigspolitiet ønsker ikke at stille op til et interview, men har sendt et mail-svar til Ekstra Bladet:

- Politiet foretager fortsat tungvognskontrol. Kontrollen udføres af de tre ansvarlige politikredse og afpasses lokalt til covid-19 situationen, lyder det i mailen fra Erik Terp Jensen, centerchef i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

76 kommentarer
Vis kommentarer