Betjente stod i hashstank og kræftrøg: Nu får de tag over hovedet

Fire kontrolbokse sættes nu op ved den dansk-tyske grænse, efter at Arbejdstilsynet har kritiseret arbejdsmiljø

Der er gået adskillige måneder, før politiet kunne leve op til kravene fra Arbejdstilsynet. Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
Der er gået adskillige måneder, før politiet kunne leve op til kravene fra Arbejdstilsynet. Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix

Der er godt nyt for kontrollanterne ved den dansk-tyske grænse.

To af fire nye bokse, der skal give ly for regn og blæst, er søndag blevet sat op i Padborg og Frøslev.

Boksene sættes op, efter at Arbejdstilsynet har kritiseret arbejdsmiljøet for politibetjente, kadetter og personale fra Forsvaret, som står for kontrollen. Kritikken gik blandt andet på, at de ansatte var udsat for stanken af hash og kræftfremkaldende stoffer fra bilernes udstødning.

Boksene er på 6 gange 2,40 meter. Her kan grænsekontrollanterne gå ind, når det regner og rusker, og det er også meningen, at de her kan koble sig på it-systemerne.

Det blev aftalt mellem regeringen og Dansk Folkeparti som led i finanslovaftalen for 2018, at der skulle skabes bedre faciliteter.

Se også: Slår Danmark: Her er verdens stærkeste pas

Alt for sent
Niels Hedeager, formand for den syd- og sønderjyske lokalafdeling af Politiforbundet, glæder sig over boksene.

- Det har der været behov for hele tiden af arbejdsmiljømæssige årsager, siger han.

Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, er ligeledes tilfreds med, at der nu kommer fokus på kontrollanternes arbejdsmiljø. Men det kommer sent, påpeger han.

- Det er ikke godt nok, når man får et påbud fra Arbejdstilsynet, og at der går så lang tid, før det bliver ført ud i livet, siger Claus Oxfeldt.

Se også: Dyrepasser forarget over bødestraf: Farligere end skarpladt pistol

Prøvede med telte
Allan Dalager, der er fungerende vicepolitiinspektør i Syd- og Sønderjyllands Politi, siger, at det har taget tid at finde den rette løsning.

- Det er jo et samspil af mange ting. Der har været nogle udbudsrunder. Og så er vi gået meget op i, hvordan boksene skal se ud. Det er ikke helt let at bygge noget, der aldrig har været opfundet før, siger han.

- Vi er gået efter den bedste løsning, og det synes jeg faktisk, vi har fået nu, siger Allan Dalager.

Man har tidligere forsøgt sig med telte til kontrollanterne. Men det blæste ind gennem dem, og om sommeren var der alt for varmt, forklarer Allan Dalager.

Se også: Kæmpe overlæs afsløret ved grænsen: Må efterlade 215 kasser øl

Færdig i næste måned
Der mangler endnu at blive sat en boks op i Frøslev samt i Kruså.

Syd- og Sønderjyllands Politi regner med, at alle bokse vil være på plads og klar til at blive taget i brug i løbet af april.

Den midlertidige grænsekontrol blev iværksat 4. januar 2016 ved den danske-tyske grænse og i de danske havne med færgeforbindelser til Tyskland.

Kontrollen er flere gange blevet forlænget, senest frem til midten af maj måned.

Se også: 6144 udlændinge og 801 våben stoppet på vej ind i Danmark

55 kommentarer
Vis kommentarer