En russisk invasion af Ukraine allerede i februar er 'bestemt en mulighed'.
Sådan lød det fra den amerikanske præsident, Joe Biden, under en telefonsamtale med Ukraines præsident, Volodymyr Zelensky, som de to havde torsdag, hvor Biden blandt andet skulle have bekræftet, at USA og deres allierede er klar til at reagere, hvis invasionen kommer.
Det skriver både amerikanske CNN og britiske BBC.
- Præsident Joe Biden har sagt, at det bestemt er en mulighed, at russerne kan invadere Ukraine i februar, sagde Emily Horne, der er talsmand for Det Nationale Sikkerhedsråd i Det Hvide Hus, ifølge BBC.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Uenigheder
Men hvor højt risikoniveauet for en mulig invasion egentlig er, og om der overhovedet kommer et angreb, lader det til, at der er lidt uenighed om.
For ifølge CNN fortalte en højtstående ukrainsk embedsmand til mediet, at telefonmødet 'ikke gik godt', og at Zelensky skulle have sagt, at truslen fra Rusland er 'farlig, men tvetydig', samt at det ikke er sikkert, at et angreb vil finde sted.
Den beskrivelse har Det Hvide Hus dog anfægtet og sagt, at anonyme kilder 'lækker usandheder', skriver CNN.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Afviser krav
Rusland selv benægter, at de har planer om at invadere Ukraine, selvom landet har marcheret op mod 100.000 tropper op til den ukrainske grænse.
Derudover har de også stillet store krav til USA om, at Ukraine aldrig skal have lov til at tilslutte sig Nato. Krav, som USA har afvist.
Biden har tidligere sagt, at det vil have enorme konsekvenser for verden, hvis Rusland angriber, og hvis Rusland invaderer, vil USA indføre sanktioner mod Rusland og Vladimir Putin.
Biden har også sat 8500 amerikanske soldater i 'øget alarmberedskab'.
Senest tordag foreslog Rusland en våbenaftale, fordi en missilkonflikt mellem Rusland og USA ville være uundgåelig, hvis ikke der indføres nye aftaler om blandt andet opstilling af missiler.