Biden vil inden længe sende soldater til Østeuropa

Et mindre antal amerikanske soldater vil om kort tid blive sendt til Østeuropa, siger USA's præsident Biden

USA's præsident, Joe Biden, vil inden for kort tid sende et mindre antal soldater til Østeuropa. Det sker som følge af de militære spændinger mellem Rusland og Ukraine. Foto: Andrew Harnik/Ritzau Scanpix
USA's præsident, Joe Biden, vil inden for kort tid sende et mindre antal soldater til Østeuropa. Det sker som følge af de militære spændinger mellem Rusland og Ukraine. Foto: Andrew Harnik/Ritzau Scanpix
Følg Samfund

Et mindre antal amerikanske soldater vil i løbet af kort tid blive sendt til Østeuropa for at styrke forsvarsalliancen Natos tilstedeværelse.

Det siger USA's præsident, Joe Biden, fredag.

- Jeg vil sende soldater til Østeuropa og Nato-lande i den nærmeste fremtid. Ikke særlig mange, siger Biden uden at oplyse nærmere om antallet af soldater, eller hvor de præcist skal udstationeres.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Omkring 8500 amerikanske soldater blev tidligere denne uge sat i forhøjet beredskab, så de med kort varsel kan udstationeres i Europa som følge af Ruslands militære optrapning nær grænsen til Ukraine.

Tanken er, at soldaterne skal indgå i en hurtig udrykningsstyrke - Nato Response Force (NRF) - hvis den skulle blive mobiliseret.

- Det er meget tydeligt, at russerne lige nu ikke har til hensigt at nedtrappe (de militære aktiviteter, red.), sagde John Kirby, der er talsmand for USA's forsvarsministerium, Pentagon, i den forbindelse.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har indsat omkring 100.000 soldater tæt på Ukraine. Ifølge Putin er der ingen planer om en invasion af nabolandet.

Styret i Moskva forlanger blandt andet garanti for, at den tidligere sovjetrepublik Ukraine aldrig får lov til at tilslutte sig Nato til gengæld for at nedtrappe de militære aktiviteter.

USA og Nato har afvist de russiske krav. Moskva er desuden blevet advaret om, at et russisk angreb vil udløse hårde økonomiske sanktioner samt en styrkelse af militæret i de østlande, som er medlem af Nato.

Torsdag sagde Joe Biden, at han tror, at Rusland kan indlede et angreb mod nabolandet i februar.

Den vurdering deles ikke af Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Han opfordrede fredag vestlige lande til ikke at skabe panik. Advarsler om en forestående krig er ifølge præsidenten en trussel mod Ukraines økonomi.

- Der kommer signaler fra selv de mest respekterede statsledere, som siger, at i morgen vil der være krig, sagde Zelenskyj.

- Det skaber panik. Hvor meget koster det vores land?, sagde han på et pressemøde i Ukraines hovedstad, Kijev, ifølge det britiske medie BBC.

Ifølge USA's forsvarsminister, Lloyd Austin, har Rusland opmarcheret så mange soldater og militær slagkraft, at det er nok til at indlede et angreb mod Ukraine.

- Men en konflikt er ikke uundgåelig. Der er stadig tid og plads til diplomati, sagde Austin.

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Tak til børnene for at give deres liv

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+