Biler sendt på værksted: Tankstation fik byttet rundt på benzin og diesel

En nordjysk tankstation har ved en fejl fået fyldt benzin på dieselstander

En stribe kunder på en nordjysk OK-tank har fået fyldt forkert brændstof på bilen. Der er tale om en anden tank end den på billedet. Arkivfoto: Ole Lind/Ritzau Scanpix
En stribe kunder på en nordjysk OK-tank har fået fyldt forkert brændstof på bilen. Der er tale om en anden tank end den på billedet. Arkivfoto: Ole Lind/Ritzau Scanpix

Er du en af de uheldige, der er ramt af problemet? Så vil vi gerne høre fra dig. Send en sms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

Flere hundrede bilister kan i sidste uge have fået tanket en forkert type brændstof på bilen, da de forsøgte at fylde diesel på på OK-tankstationen på Frederikshavnsvej 31 i Hjørring.

Det oplyser OK til Ekstra Bladet.

- Vi fandt ud af det i søndags, fordi der var et par kunder, der henvendte sig til os og fortalte, at de havde haft nogle udfordringer med motoren, siger Rasmus Boserup, pressechef i OK, til Ekstra Bladet.

Han fortæller, at OK derfor straks gik i gang med at finde ud af, hvad årsagen til problemet var, og de fandt hurtigt svaret, da det viste sig, at de to kunder havde tanket samme sted.

- Vi fandt ret hurtigt ud af, at der havde været en blanding i diesel-tanken deroppe, og at vores chauffør ved en fejl har fyldt benzin i dieseltanken. Og så lukkede vi simpelthen stationen for at få det hele renset op og tømt tankene, siger han.

Vil have kontakt til kunder
Han fortæller, at tanken blev fyldt op 15. januar, og at de indtil 21. januar, hvor fejlen blev opdaget, har registreret 445 tankninger.

- Størstedelen af kunderne har betalt med deres OK-kort, så dem har vi relativt hurtigt kunnet finde og tage kontakt til, men resten har vi ikke så mange muligheder for at kontakte. Så derfor opfordrer vi folk til at kontakte os, hvis de har tanket, og de har oplevet problemer.

- Hvis der har været problemer, og det er noget, vi har været skyld i, så vil vi selvfølgelig gerne betale den værkstedsregning, siger Rasmus Boserup.

Han fortæller, at OK selv tog kontakt til de lokale medier i området for at forsøge at nå ud til de berørte kunder.

Det er dog ikke nødvendigvis alle, der har fået fyldt den forkerte brændstof på, der vil opleve problemer.

- Der kan ske det, når man kommer til at hælde benzin i en tank med diesel, at det lagdeler sig efter noget tid, fordi diesel er tungere end benzin. Så man kan sagtens have tanket det rigtige, siger han.

Han fortæller dog, at de opfordrer folk til at tage bilen på værksted og få afklaret det, hvis de er utrygge ved situationen.

OK vil nu kigge nærmere på procedurerne af opfyldning af tankene, selvom der ifølge dem er sket en menneskelig fejl.

- Det er når chaufføren læsser tankvognen, at han kommer til at læsse det i et forkert rum på tankvognen, hvor der er fem rum. Så hvis han har gjort det der, er der stor risiko for, at det kan gå galt, når han skal levere det på selve tankstationen, siger Rasmus Boserup.

86 kommentarer
Vis kommentarer