Vi husker alle sammen det ikoniske fotografi af ni-årige Kim Phuc, der i rædsel løber væk fra sin landsby uden tøj på kroppen. Billedet blev et dokumentarisk fotografi af Vietnam-krigen, og for to år siden gik det verden rundt, da det blev forbudt på Facebook fordi det var i strid med reglerne på det sociale medie.
Eller hvad med billedet af den danske politibetjent Lars Møller, der for tre år siden blev verdenskendt som betjenten, der tog sig tid til at lege med en lille pige på den sønderjyske motorvej?
Nu har endnu et billede rørt hjerter verden over. Endnu engang et billede af en lille pige.
Græder i rædsel
Det er fotografen John Moore, der fangede det hjerteskærende øjeblik, hvor en to-årig pige fra Honduras står grædende i rædsel ved siden af en bil, mens hendes mor bliver kropsvisiteret og tilbageholdt ved den amerikansk-mexicanske grænse i McAllen i Texas.
Billedet breder sig nu som en steppebrand via nyhedsmedier og sociale medier, og det sker i kølvandet på, at den amerikanske præsident for under to uger siden besluttede, at enhver voksen, der fanges i illegalt at træde over grænsen til USA, skal retsforfølges.
Ifølge Independent har det resulteret i, at omkring 2000 børn siden da er blevet adskilt fra deres forældre og anbragt midlertidigt i politiets varetægt, mens der bliver truffet afgørelse i deres og deres forældres sager.
Havde rejst i en måned
Nu fortæller fotografen John Moore til CNN, hvad der skete, da han tog billedet af den lille, ulykkelige pige, og afslører samtidig, at det lykkedes ham at få moren i tale.
- Moren fortalte mig, at de havde rejst i en måned. De kom fra Honduras og rejste herefter gennem Mexico. Det er en meget besværlig rejse, den er ofte meget farlig. Og da de nåede den amerikanske side, havde de formentlig allerede gennemgået en del.
Til Getty Images har han beskrevet situationen og synet af den pressede honduranske familie.
- Hun blev bedt om at sætte barnet ned, mens hun blev visiteret. Den lille pige begyndte straks at græde, fortæller John Moore, der mener, at situationen ville have været stressende og voldsom for ethvert barn.
- Jeg tog kun et par billeder og blev næsten selv overmandet af følelser, siger han.
- Så, meget hurtigt, var de i bilen, og jeg stoppede for at tage et par dybe indåndinger, fortsætter den tydeligt påvirkede fotograf, der særligt af én grund havde svært ved at knipse de nu ikoniske billeder af den indtil videre unavngivne to-årige.
- Som far var det svært for mig at se disse familier blive tilbageholdt, vel vidende at de snart ville blive skilt ad. Jeg kunne se på deres ansigter, at de ikke havde nogen anelse om, hvad der skulle til at ske, siger John Moore til billedbureauet.
- Jeg ville gerne kunne sige, at det var en fornøjelse at tage disse vigtige billeder, men sandheden er, at det var for smertefuldt for mig, som journalist og som far.
De fjernede hendes snørebånd
En talsperson fra den amerikanske grænsekontrol fortæller til BuzzFeed News, at man ikke ved, om pigen og hendes mor er blevet skilt fra hinanden.
På de sociale medier, hvor billedet de seneste par dage har spredt sig, har brugere blandt andet været hurtige til at bemærke, hvordan den to år gamle piges mor bliver bedt om at fjerne pigens snørebånd – det kræves nemlig af grænsemyndighederne, fordi man på den måde vil undgå, at folk gør skade på sig selv.