Annonce:
Annonce:

Billetkaos ved Billetlugen: Kunderne raser

Ugelange ventetider og ikkeeksisterende kundeservice. På Trustpilot raser kunderne over Billetlugen og videresalgsplatformen Fansale op til koncert med verdensstjerne. Direktør beklager og oplyser, at der er indsat flere medarbejdere til at løse problemerne.

Verdensstjernen Ed Sheeran spiller fire udsolgte koncerter i Danmark i august. Men billetsalget er ikke ligefrem gået som smurt. Foto: Dan Martensen
Verdensstjernen Ed Sheeran spiller fire udsolgte koncerter i Danmark i august. Men billetsalget er ikke ligefrem gået som smurt. Foto: Dan Martensen
Annonce:
Følg Samfund

Ved du noget? Tip journalisten direkte her.

Sidste år skrev den rødlokkede verdensstjerne Ed Sheeran dansk koncerthistorie, da billetsalget til sommerens koncertrække rundede 150.000.

De fire udsolgte koncerter finder sted i Øresundsparken på Amager 3.-6. august og udbydes af blandt andre Billetlugen.

Men for nogle af Billetlugens kunder har forventningens glæde udviklet sig til det rene billetmareridt. I hvert fald hvis man kigger på kundernes oplevelser med Billetlugen på Trustpilot.

Her beskriver flere utilfredse kunder, at de har ventet i dage, uger og sågar måneder på at komme i kontakt med Billetlugens kundeservice til stor frustration for de mange kunder, der skal have hjælp til at få styr på formalia, så de rent faktisk kan tage deres købte billetter i brug.

Annonce:

To måneder uden et pip
Brugeren Kenneth skriver blandt andet, at han har ventet over to måneder på at komme igennem til Billetlugens kundeservice for at overføre to billetter i gave.

'Kan det overhovedet lade sig gøre at få noget service? Det kan ikke passe, at man som forbruger skal ende i en situation, hvor man har været ude i god tid, betalt for et produkt og betalt ydermere for en service, og det så ikke er garanteret.', skrev Kenneth blandt andet i sidste uge.

Også brugeren Christian har rettet henvendelser til Billetlugen i over en uge, indtil videre uden held, skriver han.

'Det er umuligt at komme i kontakt med dem. Jeg har prøvet den seneste uge, på telefon og mail. Kan se, de svarer, at de oplever ekstraordinær travlhed, som mange andre i disse anmeldelser oplever. Det kan ikke være en undskyldning, når det er sådan, det altid er. Så skulle der måske ansættes nogle til at tage telefonen', skrev brugeren Christian torsdag 21. juli.

Annonce:

Det er ikke kun Billetlugen, der har fået hug for deres kundeservice. Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at kunder hos Ticketmaster også har måttet vente forgæves i telefonkøen. Det kan du læse mere om her.

'Ekstraordinær travlhed'
Når man ringer til Billetlugens kundeservice, er der heller ikke megen hjælp at hente, hvilket flere brugere også forundrer sig over.

'Grundet ekstraordinær travlhed har vi desværre ikke mulighed for at besvare dit opkald. Du kan i stedet sende os en mail på kundeservice@billetlugen.dk, så vender vi tilbage hurtigst muligt. Hav en rigtig god dag', lyder det i det venlige autosvar fra Billetlugen.

Mailsvaret skal man dog tilsyneladende vente længe på, og mens klagerne tikker ind, nærmer koncertdatoerne sig med hastige skridt.

Samtidig bider flere brugere mærke i, at Billetlugen er lynhurtige til at svare på Trustpilot, mens det i den grad trækker ud med hjælpen fra den officielle kundeservice.

Artiklen fortsætter ...

Billetlugen på Trustpilot

På Trustpilot kan man læse de vrede anmeldelser rettet mod Billetlugen og videresalgs-platformen fansale.

Billetlugen A/S har i skrivende stund en score på 3,6 ud af 5 stjerner. Størstedelen af anmeldelserne, 42 procent ud af i alt 1056 anmeldelser, beskriver billetbureauet som 'Fremragende' og kvitterer med fem stjerner. I den anden ende af spektret giver 33 procent af brugerne blot én stjerne og vurderingen 'Dårlig' til Billetlugen A/S.

Annonce:

Ekstragebyr: 'Bo.... i rø...'
Ud over den ringe kundeservice klager flere brugere også over, at det til Ed Sheeran-koncerten ikke er muligt at overdrage billetter til andre end den oprindelige køber, eksempelvis hvis man har købt billetterne i gave.

Det betyder, at kunderne i stedet er tvunget til at videresælge billetterne gennem Billetlugens egen platform, fanSALE, og i den forbindelse betale et ekstragebyr, lyder det fra flere vrede brugere.

Især brugeren Thomas er frustreret over behandlingen hos Billetlugen. Han føler sig 'bo....i rø...'. Hvad det skal betyde, må læseren selv tænke sig til.

'Det er da helt forrykt, at jeg skal til at sætte til salg på fansale og betale gebyr osv . Føler mig bundfanget, det var forhold jeg ikke anede da jeg købte. Kan de være rigtigt at jeg ikke BARE kan give/ overdrage mine billetter til familen, uden at bliver bo....i rø... af Jer.', skrev Thomas 12. juli.

Direktør: 'Ekstraordinært mange henvendelser'

Jens Bøge Arnesen, der er adm. direktør for Billetlugen, besvarer Ekstra Bladets spørgsmål i en mail. Her oplyser han blandt andet, at flere medarbejdere er på vej for at hjælpe kunderne, og han beklager over for de kunder, der ikke føler sig hjulpet.

'I forbindelse med billetsalget til Ed Sheeran har vi lanceret en ny digital billetløsning for at sikre billetkøberne mod ulovligt videresalg og tredjepartsfirmaer, der sælger ugyldige billetter. Det betyder, at man alene kan aktivere sine billetter i Billetlugens app, som man skal bruge for at komme ind til koncerten, og man kan alene videresælge dem via Fansale, hvilket har været en af retningslinjerne fra artisten og hans managements side, for at undgå salg af ugyldige billetter eller billetter, som er langt dyrere end den oprindelige billetpris.'

'Da der er solgt over 150.000 billetter til koncerterne, og det er en ny måde at aktivere sine billetter, hvilket har resulteret i ekstraordinært mange henvendelser. Vi har derfor prioriteret at besvare henvendelser via e-mail. Dog har vores nyoprettede Ed Sheeran kundeservice linje været åbent i alle hverdage fra 13:00-17:00 (fredage 13:00-15.30) på +45 88303022.'

'Når man køber billetter på Fansale til Ed Sheeran koncerterne, er det alene billetkøber, som skal betale 4% af billetprisen, hvilket fremgår tydeligt inden man bekræfter købet. Ønsker man at sælge sine Ed Sheeran billetter via Fansale opkræves der ikke gebyr for dette', skriver Jens Bøge Arnesen til Ekstra Bladet.

Hvorfor har I ikke sikret mandskab nok til at hjælpe jeres kunder?

'Vi havde forventet et øget antal henvendelser og havde derfor lavet en plan for at sikre ekstra mandskab til at hjælpe vores kunder. Men der er kommet flere henvendelser og hurtigere, end vi havde forventet. Derfor har vi øget med ekstra kollegaer de sidste uger, og er i gang med at uddanne nye kollegaer, som netop starter i disse dage.'

Hvad har I gjort for at gøre kunderne opmærksomme på, at billetterne ikke kan overføres, og at der følger et ekstra gebyr med ved salg?

'I alt markedsføring hos arrangøren og på vores egne kanaler har vi kommunikeret om personlige billetter og eks. køb af gave inden vi åbnede for billetsalget. I forbindelse med købet af billetter, salgsbetingelserne og på købsbekræftelsen er dette blevet kommunikeret, hvilket vi har søgt at gøre så tydeligt som muligt.'

'Derudover har vi lavet meget grundige vejledninger på vores hjemmeside og i Billetlugens app, som vi opfordrer alle billetkøbere til at følge.'

Synes du selv, at Billetlugen har leveret god kundeservice?

'Det er aldrig godt nok, hvis vores kunder ikke er tilfredse. Det tager vi meget alvorligt, og vores dygtige medarbejdere knokler for at hjælpe alle kunder så hurtigt som muligt. Derfor har vi øget bemandingen, og sat flere andre tiltag i gang som en særlig kundeservice telefonlinje, vi sender sms beskeder med henvisning til udførlige guides,  FAQ / “spørgsmål og svar” på vores hjemmeside samt via Facebook.

'Det har heldigvis også medført en del positive svar fra vores kunder, som man bl.a. kan se på Trustpilot. Men jeg beklager meget over for de kunder som ikke føler hjælpen har været god nok, og alle hos Billetlugen gør, hvad vi kan for at afhjælpe dette.'

Hvordan kan det være, at I har tid til hurtigt at svare kunderne på TrustPilot, mens det tager nogle kunder uger at få svar fra jeres kundeservice?

'Som et af vores mange tiltag i forbindelse med hjælp og kommunikation til billetkøbere har en anden afdeling end vores kundeservice overtaget Trustpilot og håndteringen af besvarelserne herinde. Generelt forsøger vi at besvare alle spørgsmål så hurtigt som muligt gennem alle vores kanaler. Det ses også i nogen af de positive svar fra vores kunder på Trustpilot', skriver direktøren til Ekstra Bladet

Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Spar med
Det kan du spare
Elpris lige nu
Vestdanmark
-
kr. pr. kWh*
Østdanmark
-
kr. pr. kWh*

TILTALE

Annonce:
Hvad er din pris, Mette?
Annonce:
Annonce:

... MEGA-GALLERI

Annonce:
Annonce: