Billetkaos ved kæmpe turistattraktion

Enorm travlhed i varm sommer tvinger museet med Mona Lisa til at indføre obligatoriske onlinereservationer

Der bliver taget hårde midler i brug for at få styr på situationen. Foto: Christophe Ena/AP
Der bliver taget hårde midler i brug for at få styr på situationen. Foto: Christophe Ena/AP

Det verdensberømte kunstmuseum i Paris, Louvre, vil tvinge gæster til at have styr på billetterne, inden de tropper op.

En enorm travlhed denne sommer har nødsaget ledelsen bag museet med Leonardo da Vincis berømte maleri Mona Lisa til at gøre onlinereservationer obligatoriske for gæster fra slutningen af året.

Det oplyser museets vicedirektør, Vincent Pomarede, til nyhedsbureauet AFP.

- Reservationer gør adgangen lettere for gæster.

- Indtil nu har reservationer ikke været obligatoriske, men nu laver vi et obligatorisk reservationssystem, ligesom mange andre museer, og fra slutningen af året skal alle gæster have reserveret billetter på forhånd, siger han.

Pomarede oplyser, at systemet vil træde i kraft fra enten oktober eller november.

Louvre er ifølge sin hjemmeside verdens mest besøgte museum og havde sidste år 10,2 millioner besøgende. Det var en stigning på 25 procent i forhold til året før.

Slipper for varmen
Denne sommer har museet med den karakteristiske glaspyramide fået ekstra mange besøgende, da flere gæster tog ind og kiggede på kunst for at slippe for de 40 graders varme under sommerens hedebølge.

Et andet problem, der skabte kaos på museet, var flytningen af Mona Lisa-maleriet. Det verdensberømte maleri er blevet rykket til et andet rum for at blive renoveret.

To tredjedele af museets gæster kommer fra USA, Kina, Brasilien og EU-lande, herunder Spanien, Tyskland, Italien og Storbritannien, skriver museet på sin hjemmeside.

Vil ikke have flere besøgende
Men franskmænd besøger også museet.

2,5 millioner af de 10,2 millioner besøgende i 2018 var franskmænd.

- Vores mål ikke er at få flere besøgende, men at forbedre oplevelsen for de besøgende, sagde museumsdirektør Jean-Luc Martinez til hjemmesiden i januar.

- Vi har derfor lavet flere oversættelser, sat nye skilte op og indført tidsbestemte billetter. Det har hjulpet med at sprede besøgene ud over hele året og forkorte køen ude foran museet, sagde Jean-Luc Martinez.

1 af 2 Der bliver taget hårde midler i brug for at få styr på situationen. Foto: Remy de la Mauviniere/AP
2 af 2 Der bliver taget hårde midler i brug for at få styr på situationen. Foto: Christophe Ena/AP
9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere