Bilproducent skjulte viden om livsfarlig fejl

Myndighederne i USA er parate til at give bilproducent en bøde på 105 millioner dollar for ikke at reagere

Den italiensk-amerikanske bilproducent Fiat Chrysler risikerer en rekordstor bøde på 105 millioner dollar (713 millioner kroner) for ikke at have tilbagekaldt alle biler, der var behæftede med fejl, skriver avisen Wall Street Journal søndag.

De amerikanske myndigheder ventes at offentliggøre bødens størrelse mandag i forbindelse med en afklaring, der fordrer, at Fiat Chrysler også anerkender en uafhængig undersøgelse af producentens hjemkaldelsesproces gennem længere tid, skriver avisen.

Avisens kilder, der er tæt på sagen, siger, at Fiat Chrysler også kommer til at købe nogle af de defekte biler tilbage.

Det kom oven i et andet problem for bilproducenten, der fredag hjemkaldte 1,4 millioner biler i USA, efter at hackere demonstrerede, hvordan de kunne fjernstyre en Jeep Cherokee, mens den var i fart.

Rekordbøden var for at straffe lovmæssige overtrædelser af hjemkaldelse af 11 millioner biler, heriblandt ældre Jeep-modeller med bagmonterede benzintanke, som har givet anledning til flere brande med dødelig udgang, skriver avisen.

USA's nationale trafiksikkerhedsmyndighed, NHTSA, anklager ifølge avisen bilproducenten for at modarbejde myndigheden ved ikke i tide at have gjort bilejerne opmærksomme på problemerne og ved at have fortsat med at udføre utilstrækkelige reparationer.

Bøden bliver langt større end den på 35 millioner dollar, som blev pålagt General Motors for forsinkede hjemkaldelser og bøden til den japanske bilproducent Honda på 70 millioner dollar for at holde sikkerhedsproblemer med nogle af sine bilmodeller skjult.

17 kommentarer
Vis kommentarer