Biograf-direktør undskylder

Nordjysk mor fik besøg af biograf-direktør med en buket blomster som undskyldning for, at kvinden og hendes to-årige datter blev nægtet adgang til børnefilm, fordi datteren ikke kunne gå

Michelle Silje Bagger og hendes datter, Lilli på to og et halvt år, fik i dag en uforbeholden undskyldning og en buket blomster fra biografdirektør Boye Elimar. Moren og datteren blev lørdag nægtet adgang til en børnefilm i biografen i Arkaden i Aalborg, fordi den lille pige ikke selv kunne gå op ad en trappe. Årsagen er, at Lilli lider af sygdommen cystisk fibrose. (Privatfoto)
Michelle Silje Bagger og hendes datter, Lilli på to og et halvt år, fik i dag en uforbeholden undskyldning og en buket blomster fra biografdirektør Boye Elimar. Moren og datteren blev lørdag nægtet adgang til en børnefilm i biografen i Arkaden i Aalborg, fordi den lille pige ikke selv kunne gå op ad en trappe. Årsagen er, at Lilli lider af sygdommen cystisk fibrose. (Privatfoto)

Boye Elimar vidste kun alt for godt, hvad et vigtigt gøremål var for ham, da han slog øjnene op på denne solrige forårsmorgen.

Direktøren for Nordisk Film Biografer i Arkaden i Aalborg opsøgte således en blomsterbutik, hvorfra han medbragte en buket blomster på sit besøg hos Michelle Silje Bagger. Den unge mor til den to-årige datter Lilli havde dagen inden - lørdag formiddag - givet biografdirektøren god grund til at iføre sig den undskyldende attitude og de smukke blomster, som skulle genoprette den gode stemning og kvindens lyst til igen at besøge biografen.

Se også: Kronisk syg toårig ville i biografen: Nægtet adgang fordi hun ikke kunne gå

- Jeg har siddet og talt med Michelle i hendes hjem i 20-30 minutter. Her har jeg sammen med blomsterne givet hende en uforbeholden undskyldning. Mit indtryk er heldigvis, at hun tog imod undskyldningen i den oprigtige ånd, den blev givet, siger Boye Elimar til Ekstra Bladet.

Michelle Silje Bagger og datteren Lilli fra Svenstrup syd for Aalborg blev afvist ved indgangen, da de med store forventninger og godt humør ville ind at se børnefilmen 'Svampebob'. Afvisningen skete med den begrundelse, at Lilli var for lille, og at hun skulle kunne gå for at få lov at se filmen.

Det værste var ydmygelsen
Michelle Silje Baggers datter lider af den kroniske sygdom cystisk fibrose og kan derfor ikke gå, men hun er to og et halvt år gammel og opfylder således biografens aldersgrænse for at kunne komme ind og se en film. Det forsøgte Michelle Silje Bagger også at forklare den ansvarshavende biograf-medarbejder, men han holdt fast i sin afvisning, som affødte både vrede og tårer hos moren og datteren.

- Det værste for mig er ydmygelsen. Der er da ikke noget, jeg hellere vil, end at min datter kan gå, men det kan hun nu en gang ikke. Hun har kæmpet med enormt meget allerede, og jeg synes da, at det er frygteligt at tænke, at det i en alder af bare to år skal begrænse hende i at gøre ting, bare fordi de ikke synes, hun er stor nok, sagde Michelle Silje Bagger lørdag til Ekstra Bladet.

Hun fortsatte:

- Jeg var dybt ulykkelig, og vi forlod biografen grædende, og så skulle jeg bagefter forklare hende, hvorfor vi ikke kunne få lov at se filmen.

Biograf-direktør Boye Elimar er rede til at forære moren og datteren et par fribilletter, hvis de skulle få lyst til at se børnefilmen på et senere tidspunkt.

Vi plejer at være fleksible
- Der skal ikke være den mindste tvivl om, at vi er rigtig kede af den her sag. Det burde ikke være sket, siger Boye Elimar.

Han understreger, at Michelle og Lilli ikke blev afvist, fordi den lille pige er handicappet, men fordi medarbejderne ikke mente, at det var forsvarligt at have en barnevogn holdende.

- Alle biografgængere skal i princippet selv kunne gå op ad trappen til salen, men det burde vi selvfølgelig have set bort fra i dette tilfælde, ligesom vi burde have fundet en løsning på det med barnevognen.

- Vi plejer at være fleksible, hvis nogen af en eller anden grund har behov for anderledes behandling, pointerer biograf-direktøren.

Vil se filmen et andet sted

Michelle Silje Bagger er glad for undskyldningen fra biograf-direktøren, som hun opfatter som 'ægte og oprigtig'.

- Jeg blev nok lidt overrasket over, at han troppede op i vores hjem og gav en så personlig undskyldning, siger den 23-årige alenemor og tilføjer, at hun dog stadig er mærket af oplevelsen.

- Respekt for reaktionen og måden, de undskyldte på, men det ændrer ikke ved mine negative følelser fra i lørdags. Lilli og jeg skal stadig ind at se filmen, men det bliver i en anden biograf. Jeg har ikke lyst til at komme der foreløbig.

73 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere