Birgit kom for sent på arbejde: Hjalp par med fødsel i p-hus

Heldigvis for parret er Birgit Thalwitzer jordemoder og kunne snildt assistere forældrene

Birgit var lige et kvarter forsinket. Foto: Colourbox
Birgit var lige et kvarter forsinket. Foto: Colourbox

Jordemoderen Birgit Thalwitzer skulle møde på sin aftenvagt klokken 15.00 tirsdag på Odense Universitetshospital.

Det nåede hun dog ikke til tiden.

På vej ind på arbejde stødte hun nemlig på et par i p-huset, der allerede var så langt henne i fødslen, at deres tredje barn næsten var ude af moderen, inden de var nået ind på fødegangen.

Det fortæller den seje jordemoder til Fyens.dk.

Hun så parret, da manden stod ved sin bils bagsmæk og lignede en, der godt kunne have brug for hjælp.

Derfor spurtede Birgit og en kollega hurtigt hen til parret.

- Da vi kommer hen til dem, er hovedet allerede godt på vej ud.

Birgit måtte tænke hurtigt, fordi det ikke er optimalt at føde i et koldt p-hus.

Sæderne i bilen blev derfor klappet ned, så moderen kunne være i bagagerummet.

Birgit har for første gang hjulpet med en fødsel i et p-hus. Foto: Privat/Bente Maj
Birgit har for første gang hjulpet med en fødsel i et p-hus. Foto: Privat/Bente Maj

Tænkte hurtigt og effektivt
Til Ekstra Bladet fortæller Birgit Thalwitzer dog, at selvom fødslen gik helt fin, kan det godt være en traumatisk måde at bringe et nyt menneske ind i verdenen på.

Derfor blev kvinden med det nyfødte barn også hentet over til fødegangen i en kørestol hurtigt efter fødslen.

Birgit opdagede først, da hun var mødt ind på arbejde, at hun stadig havde kvindens sko i sin taske.

- Så dem måtte jeg lige ned og aflevere, siger hun med et grin.

Alt gik dog fint - og hele fødslen tog kun syv minutter.

- Det har ikke været meget mere, fordi de var allerede godt i gang, da jeg kom. Det var bare en god ve, så var vi færdige.

Birgit Thalwitzer har været jordemoder i 18 år, og hun var derfor heller ikke nervøs, da hun stod med barnet i p-huset.

- Når man kan sit håndværk, så kan man også godt tænke hurtigt og gøre det, der er brug for, siger hun.

Da Birgit kom ind på sit arbejde, blev hun da også spurgt om, hvorfor hun ikke var der til tiden.

- Så sagde jeg bare, at jeg havde været på arbejde i et kvarter, jeg havde lige hjulpet med en fødsel ovre i p-huset. Nogle gange har man en god undskyldning for at komme for sent på arbejde.

Det var nu heller ikke noget den 42-årige mor til to tænkte synderligt over, efter det var overstået.

- Det var egentlig først, da jeg kom hjem til min mand og han sagde, at det jo var ret vildt, at man sådan lige kunne hjælpe, at jeg tænkte over det. Men jeg føler mig altså ikke som en helt. Jeg føler mig som en, der er god til sit arbejde, lyder det.

41 kommentarer
Vis kommentarer