Biva på vej mod konkurs

Den kendte møbelkæde er igen på vej mod konkurs

Biva er igen gået konkurs. Arkivfoto: Ernst van Norde
Biva er igen gået konkurs. Arkivfoto: Ernst van Norde

Den stormombruste møbelkæde Biva er igen kommet i så massivt et økonomisk uvejr, at håndklædet er smidt i ringen.

Det bekræfter ejer Carsten Blom-Hansen over for Ekstra Bladet.

Fredag i sidste uge indgav han derfor konkursbegæring. Sagen er endnu ikke berammet, og derfor er Biva ikke officielt meldt konkurs endnu. Men håbet er ude:

- Jeg er superærgerlig over det, og jeg er på ingen måde særlig glad for at skulle sige det. Og jeg er helt med på, at det kan være svært for kunderne at forstå, at man kan havne i den situation, siger han.

Med udgangen af 2017 overtog Carsten Blom-Hansen ejerskabet af Biva. Men et svigtende salg i efteråret og hen over julen er sammen med et svigtende januarsalg skyld i, at han nu giver op.

Julesalget svigtede
- I bund og grund er vi nogle mennesker, der har forsøgt at redde Biva i januar sidste år. Vi må bare konstatere, at det ikke lykkedes. Vi syntes, at vi havde skabt et godt fundament, men en hård julemåned og et hårdt januarudsalg har gjort, at det ikke kan hænge sammen. Det er superægerligt for alle, siger han.

Carsten Blom-Hansen er kendt for at have været med til at stifte onlinebutikken Boozt.com. Han har ejet møbelkæden gennem sit holdingselskab ELFI Holding, der i seneste regnskab havde en egenkapital på 160.104 kroner.

Han erkender da også over for Ekstra Bladet, at han ikke selv har mulighed for at komme med yderligere kapital:

- Jeg kan ikke blive ved med at komme med flere penge. Jeg har forsøgt at rejse yderligere penge, men det har ikke kunnet lade sig gøre.

- Der har været brugt rigtig meget tid på at se, om vi kunne finde investorer. Det er på ingen måde noget, som nogen har lyst til at gennemgå, så selvfølgelig har vi virkelig forsøgt at se, om det kunne lade sig gøre at få andre til at bære det videre, siger han.

Han vil ikke fortælle, hvad han selv har investeret, men han erkender, at investeringen er tabt. Han håber dog stadig, at der er andre, som vil forsøge:

Formen er ikke god nok
- I forhold til den situation selskabet stod i sidste år, er det i bedre form. Men det er selvfølgelig svært at sige, fordi formen jo tydeligvis ikke er god nok. Men der er et fundament, som der kan bygges videre på.

I marts 2017 købte Jimmy Maymann, tidligere topchef i onlinemediet Huffington Post, sig ind i Biva, men hans penge kunne ikke redde Biva, der dog blev reddet inden konkursen af Carsten Blom-Hansen, der overtog kæden.

Kæden blev oprindeligt stiftet af Henry Johansen, der gjorde butikken kendt med tv-reklamer, hvor hans datter Millie optrådte med: Vi ses i Biva.

I 2006 blev selskabet solgt til to kapitalfonde, der fik succes til at blive fiasko. I 2013 blev kæden erklæret konkurs.

I 2014 opstod kæden på ny.

Se også: Biva og Tæppeland konkurs

Se også: Biva-Pigen efter konkurs: Jeg er godt tilfreds

Se også: Biva genopstår

Se også: Tæppeland i betalingsstandsning... igen

Se også: Så er Tæppeland konkurs... igen

108 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere