Bjarne skjulte sin nøgenhed i 40 år: Nu fortæller han om at være den eneste nøgne på stranden

- Man kan godt mærke, at der er holdninger, fortæller 62-årige Bjarne Bødker, der i mange år ikke kunne være åben om sin trang til at være nøgen. Vi advarer om billeder, der kan virke stødende

De sidste mange år er Bjarne Bødker taget til en spansk ø, hvor han kan gå mere frit omkring på stranden. Foto: Privat
De sidste mange år er Bjarne Bødker taget til en spansk ø, hvor han kan gå mere frit omkring på stranden. Foto: Privat

Bjarne Bødker har lidt svært ved at definere det. Hvad det egentlig er, han er.

Han ved bare, at det startede, da han var i 14-15-års-alderen.

Han vil ikke sige, at han er nudist. I hans hoved er det ’sådan noget tysk noget’. Noget geografisk bestemt, som er mere udbredt i andre lande end lige Danmark.

Søger han på internettet, er det noget med naturister. Men hvis han absolut selv skal beskrive, hvad han er, siger han, at han er nøgenbader. Han har i hvert fald altid følt sig lidt som en hippie. Været tiltrukket af en vis frigjorthed og frisindethed, 'og den slags værdier’, som han siger.

Et godt job i forsikringsbranchen
Men Bjarne Bødker er med sine egne ord ikke sådan en hippie på dén måde. For i 40 år havde han et godt job i forsikringsbranchen. Der kunne man ikke bare gå rundt og fortælle om, at man havde det bedst, når man var nøgen, og når andre omkring ham også var det.

Bjarne bødker mener, det er gået meget ned ad bakke med det danske frisind. Det håber han at kunne ændre lidt på ved at fortælle om sit forhold til nøgenhed. Foto: Privat
Bjarne bødker mener, det er gået meget ned ad bakke med det danske frisind. Det håber han at kunne ændre lidt på ved at fortælle om sit forhold til nøgenhed. Foto: Privat
 

- Det har HELT klart været svært. Det er ikke noget, man sådan lige lukker ud af posen. Hvis jeg havde sagt noget dengang, var det helt sikkert faldet nogen for brystet. Måske hos chefer især. Det var garanteret ikke faldet i god jord, fortæller Bjarne Bødker.

Nu er Bjarne Bødker 62 år og er gået på pension. Det er en helt ubeskrivelig lettelse nu at kunne udtrykke sig og virkelig være sig selv. Og det handler ikke om sex, understreger han. Tyk streg under det, siger han endda. Men han er sikker på, at nøgenhed for de fleste andre – desværre – mest handler om sex.

I et langt arbejdsliv kunne Bjarne Bødker ikke være åben omkring sin nøgenhed. Det ændrer han på nu. Foto: Privat
I et langt arbejdsliv kunne Bjarne Bødker ikke være åben omkring sin nøgenhed. Det ændrer han på nu. Foto: Privat
 

Ned ad bakke med frisindet
Bjarne Bødker mener nemlig, at det i mange år er gået ned ad bakke med frisindet i Danmark. Især blandt de unge mennesker, faktisk.

Han mener, det er noget, der skal fastholdes, og noget, der skal genvindes. Derfor fortæller han nu så åbent og så ofte, han kan, om at være det, han bedst kan beskrive som at være nøgenbader. Og han håber, at det åbner for noget af det frisind, som han mener er ved at blive glemt.

Den københavnske pensionist har ofte sin gang i et friluftsbad på Nørrebro, hvor det på bestemte tidspunkter er tilladt for gæsterne at være nøgne. Og de sidste 20 somre er han rejst til Spanien, til øen Formentera, hvor han kan færdes på stranden på en naturlig måde.

Følelsen af at løbe rundt og lege i en strandkant, er noget af det bedste, Bjarne Bødker ved. Foto: Privat.
Følelsen af at løbe rundt og lege i en strandkant, er noget af det bedste, Bjarne Bødker ved. Foto: Privat.
 

- Dét at kunne løbe på en strand og være nøgen, det synes jeg bare er så skønt. Men hvis man kommer på en dansk strand, er der altså ikke mange, der sådan render rundt og leger i strandkanten. Det er ikke så komfortabelt at være nøgen på en strand, når alle andre ikke er det. Man kan godt mærke, at der er holdninger, fortæller Bjarne Bødker.

'Der er altså børn her'
Han husker flere gange, hvor han har gået rundt sådan lidt for sig selv på en dansk strand. Så er han blevet konfronteret af for eksempel en familiefar, der har taget hans nøgenhed ilde op, ’fordi der altså er børn her’. Også selvom han har opholdt sig et stykke væk fra børnene og deres familier.

- Der tænker jeg, at børnene tænker jo ikke spor over det. Forældrene gør det selv til et issue. Der er ikke ét eneste barn, der stopper op og kigger, siger han.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen