Bjørne fik kæmpehval til middag

Hvalen er en ud af 30 hvaler, der er strandet i Alaska siden maj. Her blev det bjørnenes fortjeneste

30 hvaler er strandet i Alaska siden maj måned. Forskere efterforsker nu sagen (Foto: AP)
30 hvaler er strandet i Alaska siden maj måned. Forskere efterforsker nu sagen (Foto: AP)

De seks bjørne fik sig noget af en overraskelse, da de opdagede, at menuen lød på en kæmpehval i Alaska. Det er dog langt fra den eneste hval, der er blevet skyllet i land inden for de seneste par måneder.

Siden maj er 14 pukkelhvaler, 11 finhvaler, en gråhval og fire uidentificerede hvaler blevet fundet i nærheden af Alaskagolfen. Det skriver Washington Post.

I år er antallet af døde hvaler i området tre gange så stort som tidligere. Det har fået National Oceanic and Atmospheric Administration til at efterforske sagen.

Sult eller sygdom kan være nogle af grundene til de mange dødsfald, men forskere mener også, at hvalerne kan have været udsat for fysisk trauma.

- Vi sender et hold afsted for at undersøge tilfældet, og vi har ressourcer til at lave flere obduktioner. Jo flere prøver vi kan tage fra de døde hvaler, jo bedre kan vi teste for mulige forklaringer, fortæller Julie Speegle, talskvinde fra National Oceanic and Atmospheric Administration til Washington Post.

Forskere skal bruge flere måneder og måske endda år, inden de har resultaterne klar.

 

12 kommentarer
Vis kommentarer