Blackstone i angreb på FN: 'Vi yder nødhjælp'

Kapitalfonden Blackstone går til modangreb på FN, der for nyligt har skrevet til Danmark og advaret mod Blackstones opkøb af ejendomme

Blackstones danske ejendomsadministrator,360 North, holder til i Portland Towers i Nordhavnen.
Foto: Jonas Olufson
Blackstones danske ejendomsadministrator,360 North, holder til i Portland Towers i Nordhavnen. Foto: Jonas Olufson

Efter FN i et brev anklagede kapitalfonden Blackstone for at have skadelig virkning på boligmarkedet, går de nu til modangreb på FN's menneskerettighedskommisær Michelle Bachelet Jeria.

Blackstones globale chefer for ejendomshandler Ken Chaplan og Kathleen McCarthy skriver, at FN's brev er fyldt med falske påstande, væsentlige faktuelle fejl og fejlagtige konklusioner.

'Du hævder, at Blackstones investeringer i boliger har en 'skadelig virkning' på lejere i USA og Europa, og at Blackstone underminerer love og politikker, som ville forbedre adgangen til boliger. Intet kunne være længere fra sandheden. Vi deler faktisk din bekymring over den kroniske underudvikling af boliger i større storbyer rundt omkring i verden og er stolte af, at Blackstone har bidraget til tilgængeligheden af lejeboliger ved at bringe betydelig kapital og ekspertise til sektoren'.

Det skriver Blackstone i et brev stilet FN, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af.

I brevet påpeger Blackstone desuden, at de har investeret store summer i ejendomme, og at de har høj tilfredshed blandt sine beboere.

'Virksomheder som Blackstone yder nødhjælp til ødelagte samfund, giver tillid til boligejerne om værdien af ​​deres hjem, fremmer lokal økonomisk vækst og skaber lokale job. Vi har hjulpet personer, der ikke har råd til at købe boliger med at sikre huse af høj kvalitet', skriver Blackstone.

Blackstone har efter eget udsagn ejendomsaktiver under forvaltning til en værdi af knap 760 milliarder kroner.

Herhjemme er Blackstones samarbejdspartner 360 North Property Management, som man siden 2017 har opbygget en portefølje på over syv milliarder kroner sammen med.

Administrationsselskabet 360 North har til huse i Portland Towers i Nordhavnen.
Administrationsselskabet 360 North har til huse i Portland Towers i Nordhavnen.

De hurtige renoveringer har siden 2016 ført til 121 klager hos huslejenævnet i København. I de fire afgørelser, som Ekstra Bladet har set, sætter nævnet huslejen ned.

Klagerne går over en bred kam på for høj leje, for højt depositum, rydning af loftrum uden varsel og vedligeholdelsesmangler. Blackstone har opkøbt over 160 ejendomme i København og på Frederiksberg.

Men Blackstone mener, at de tager deres ansvar som udlejer over hele verden yderst alvorligt.

'Vi holder os selv op på fairness, gennemsigtighed og empati for vores lejere. Indsprøjtningen af kapital er en af løsningerne på det kronisk manglende udbud af boliger i verdens største hovedstæder over hele verden', skriver de.


FN's særlige rapportør på boligområdet, Leilani Fahra, har ikke haft tid til at gennemgå brevet endnu, men konstaterer, at hun er glad for, at de nu er i dialog.

- Der er selvfølgelig flere ting, som vi er uenige om, men jeg er glad for, at de nu begynder at tale med os, siger hun.

Foto: WG Film
Foto: WG Film

Hun er i Danmark i forbindelse med filmen Push, der følger hendes rejse rundt til steder, hvor kapitalfonde opkøber ejendomme. I filmen accepterer Blackstone i første omgang at mødes med hende, men på dagen aflyser de dog mødet. Det samme skete med 360 Norths direktør, Nils Jansson, der har afvist at mødes med hende.

Advarer mod Blackstone
Leilani Fahra har i et brev til den danske regering mandag advaret mod Blackstone.

- Regeringerne har endnu ikke forstået, at denne nye form for boligfinansiering finder sted inden for et område, der er underlagt menneskerettighedslovgivning, og at de derfor har forpligtelser, udtaler Leilani Farha i en pressemeddelelse udsendt fra FN tirsdag.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har ikke reageret på henvendelsen fra FN endnu. Boligminister Ole Birk Olesen har sagt, at han glæder sig til at læse brevet.

- Ja, det er en menneskeret at have en bolig, men det er vel ikke en menneskeret, at det skal ske i en bestemt by eller et bestemt sted i København K. Det er meget interessant, at FN siger det – og at FN er så enøjet politisk. Det bliver spændende at læse brevet, sagde Ole Birk Olesen til Politiken.

Hos Socialdemokratiet er boligordfører Kaare Dybvard bekymret for kapitalfondens betydning for almindelige lejere.

- Henvendelsen fra FN bekræfter den store bekymring, vi i Socialdemokratiet har haft overfor udenlandske opkøbere som Blackstone, der bruger nye og grovere metoder over for danske lejere. Som FN pointere, er de en trussel mod muligheden for at danskere med almindelig indkomst kan bo i vores hovedstad, siger han.

Boligøkonom: Blackstone ryger snart ud
Direktør i Boligøkonomisk Videnscenter Curt Liliegreen påpeger, at der ikke er noget galt med udenlandsk kapital.

- Man skal ikke kimse af privat kapital. Mange danske butikscentre er opkøbt af kapitalfonde, der kan bidrage med ekspertise til, hvordan man driver dem, siger han.

Men han forklarer, at Blackstones interesse i boligmarkedet ikke er den samme som de danske politikeres.

- Det er ikke Blackstones opgave at sikre billige boliger i København. De har ikke det samme fokus som politikere, der skal sikre, at det er billigt at bo her. Deres opgave er at sikre afkast, siger han.

Han går ud fra, at det ekspertudvalg, der lige nu er i gang med at kigge på lejeloven, snart vil komme med stramninger, så Blackstone ryger ud.

Derfor synes han, at det er lidt dramatisk, at FN nu retter henvendelse til Danmark.

- FN har for nyligt udsendt en rapport, der viser, at der findes en milliard mennesker, der lever i slum. Det er altså et større problem, end at der er nogen mennesker på Vesterbro, der bliver skubbet ud af gentrificeringen, siger han.

67 kommentarer
Vis kommentarer