Blæser på loven: Jan måtte selv opdage ulovligt kreditkortgebyr

Butikker har groft ignoreret forbud mod at tage gebyrer på kreditkort

- Jeg synes, det er noget svineri, siger Jan Lund Andersen om de ulovlige gebyrer. Foto: Stine Tidsvilde
- Jeg synes, det er noget svineri, siger Jan Lund Andersen om de ulovlige gebyrer. Foto: Stine Tidsvilde

Selv om danske forretninger har haft mere end seks måneder til at omstille deres kasseapparater, blæser en række af dem fortsat på de nye regler for gebyr på kreditkort.

I begyndelsen af måneden kunne Ekstra Bladet således afsløre, hvordan blandt andet Just Eat ulovligt fortsatte med opkrævningen. Det var en fejl, sagde kæden dengang og indførte samtidig et nyt gebyr, der gør det endnu dyrere for en del af kunderne.

Medie: Nets fejlede også

Ifølge DR har betalingsudbyderen Nets også fejlet ved overgangen til de nye regler. Nogle af kort, der burde være gebyrfri, er i stedet registeret som firmakort hos Nets. Og det har udløst ulovlige gebyrer.

Nets vil nu sørge for, at de ramte får deres penge retur.

Se også: Just Eat vil have flere gebyrer: Men millionerne vælter allerede ind

Spil-gigant tog gebyr
Men den kendte takeaway-portal er ikke alene. Ekstra Bladet er siden blev kontaktet af mange andre kunder, der på samme måde oplever, at loven ikke er trængt igennem hos taxaselskaber, dagligvareforretninger og diverse netbutikker.

Hos Spilnu.dk, der har Danske Spil som storaktionær, er kunderne således ulovligt blevet opkrævet en procentdel af deres indsatser i kortgebyr.

- Jeg var i Jylland hen over julen for at besøge et par venner. Der talte vi om, at det blev rart, når man slap for diverse kortgebyrer på den anden side af nytåret, forklarer Jan Lund Andersen, der benytter spilletjenesten flittigt.

- Da jeg så kommer hjem og kigger på min bankkonto, kan jeg se, at der er trukket gebyrer af alle indbetalinger. Beløbet, der er trukket fra min bankkonto, svarer nemlig ikke til det beløb, som jeg har sat ind på min Spilnu-konto.

Jan Lund Andersen har i dag svært ved at forstå, hvorfor en virksomhed ejet af Danske Spil ikke har bedre styr på reglerne, når de har haft flere måneder til at blive klar til dem.

- Jeg synes, det er noget svineri. De er jo ejet af Danske Spil, som er statsejet.

- Man burde da kunne forvente, at de i hvert fald overholdt lovgivningen.

Det kan du gøre

Hvis du oplever, at du i en fysisk butik eller online opkræves et ulovligt kortgebyr, så protester, og forlang pengene tilbage.

Nægter forretningen at følge reglerne, kan du klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen over ulovlighederne.

Jan Lund Andersen er overrasket over, at et firma ejet af Danske Spil har så lidt styr på gebyrerne. Foto: Stine Tidsvilde
Jan Lund Andersen er overrasket over, at et firma ejet af Danske Spil har så lidt styr på gebyrerne. Foto: Stine Tidsvilde
 

Dantaxi: Bed selv om pengene

I næsten en måned har kunderne i de næsten 1400 vogne hos Dantaxi ulovligt betalt gebyr for deres kreditkort.

Det erkender selskabet, som nu vil ændre teknologien i vognene, så der ikke bliver opkrævet mere, end kunderne skal betale.

- Det har teknisk været vanskeligt at få ændret systemet, forklarer kommunikationschef Rasmus Krochin til Ekstra Bladet.

Han afviser dog, at selskabet pr. automatik betaler gebyret tilbage til de mange kunder, som har betalt det i hele januar. Her er det også tekniske vanskeligheder, der er grunden.

- Men dem, der beder om at få pengene tilbage, får det, lover han.

Se også: Just Eat kræver ulovligt gebyr af kunderne: - Vi har bøvl med teknikken

Mange har klaget
Også hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har man modtaget henvendelser fra forbrugere, der mener, at de uretmæssigt er blevet opkrævet gebyr, når de har betalt for en vare eller ydelse.

- I første omgang vil vi bede om dokumentation i klagesagen. Hvis det nu er en kunde, der har stået i grønthandleren og betalt et gebyr, så kan de sende os en kvittering eller kontoudtog, som vi så kan sende med sammen med oplysningerne til den pågældende virksomhed.

- Så får virksomheden mulighed for at be- eller afkræfte, hvad der er sket. Og på baggrund af det vil vi om nødvendigt træffe en afgørelse, fortæller Michael Riis, der er kontorchef i styrelsen, til Ekstra Bladet.

Indtil videre har styrelsen fået omkring 100 henvendelser i år om det nye kortgebyr fra både kunder og virksomheder.

Spilnu.dk: Læste forkert på loven

Hos Spilnu.dk erkender medejer Anders Christensen, at kunderne ulovligt er blevet opkrævet kortgebyrer:

- Finanstilsynet har sendt en beskrivelse ud til virksomheder om, hvornår den her lovgivning skulle træde i kræft.

- Vores betalingsselskab, som står for opkrævninger, har så misforstået denne beskrivelse. De troede, at loven først trådte i kraft 13. januar, men det, der rent faktisk står, er, at lovgivningen skal implementeres til 1. januar. Det er selvfølgelig en fejl fra vores betalingsselskabs side.

- Men har I fået det ændret så?

- Vi beder vores betalingsselskab om at rette op på fejlen, og det skete så 8. januar, hvor de her gebyrer bliver fjernet fra vores site.

- Men hvad så med de penge, som folk har betalt i gebyrer?

- Det er selvfølgelig nogle penge, som de skal have retur. Det har vi allerede rettet henvendelse til vores betalingsselskab om, og de skal nu finde ud af, hvilke brugere der er omfattet af de her gebyrer, og så får de pengene returneret.

- Så du garanterer, at folk får deres penge igen?

- Naturligvis. Det er fejl, som vores betalingsselskab har lavet, og den vil de selvfølgelig stå på mål for. Jeg vil også ringe til dem og fortælle dem det.

- Hvornår kan man så forvente at få sine penge igen?

- Det vil ske hurtigst muligt. I og med det ikke ligger i vores hus, er det jo lidt svært at sige, men jeg tror allerede, at de, der har henvendt sig til vores kundeservice, har fået pengene retur.

- Hvis der står nogen og skal bruge pengene, så må de ringe til os, så finder vi selvfølgelig ud af det.

Se også: Forbød gebyr på kreditkort: Sådan bliver du pelset alligevel

Sådan er reglerne

Ifølge de nyeste tal fra Nationalbanken er der udstedt 8,9 millioner betalingskort – heraf 7,1 millioner debetkort – i Danmark. Særligt brugen af kreditkort koster årligt både forbrugere og butikker et stort millionbeløb i gebyrer til bankerne.

Siden 1. januar 2018 har det dog været ulovligt for butikkerne at kræve gebyr for kortbetaling fra danske forbrugere. Tidligere betalte de for eksempel gebyr for brug af deres Mastercard, når det blev brugt i lokale supermarkeder. Eller ved brug af dankort på nettet.

Forbuddet gælder, når du betaler med en række af kreditkort og dankort – og det gælder, uanset om købet sker i en fysisk butik eller på nettet inden for EU.

Det er ulovligt at kalde kortgebyret noget andet, for eksempel et servicegebyr som en række af forretninger alligevel gør.

Hvis du bruger et firmaudstedt kreditkort eller kort fra for eksempel Diners og American Express, må der godt opkræves gebyr af den handlende.

Tjekker du regningen for gebyrer?

 

Foto: Stine Tidsvilde
Foto: Stine Tidsvilde
 

Anna Hansen og Oliver Isaksen, Haslev

- Nej, jeg tjekker aldrig. Men det kan da godt være, at jeg skulle begynde på det, siger Anna, som er ude at shoppe i København med Oliver Isaksen.

De er begge forargede over, at mange butikker fortsætter med at opkræve gebyrer, selv om det har været forbudt siden årsskiftet.

- Det er da ikke så godt. Det er da irriterende, hvis det ikke er tilladt, siger Oliver.

Både Anna og Oliver bruger bl.a. Mastercard, hvor gebyret direkte fremgår af bonen.

- Det har vi aldrig lagt mærke til. Men det er da virkelig dårlig stil, hvis de bare fortsætter.

Foto: Stine Tidsvilde
Foto: Stine Tidsvilde
 

Jon Jakobsson, København

- Jeg tjekker ikke. Det gør jeg ikke, siger Jon Jakobsson, islænding bosat i Danmark på 12. år.

Og det er ikke fordi, han ikke bruger kort.

- Jeg bruger faktisk kun kort. Men jeg har ikke dankort. Kun Mastercard. Men jeg tjekker aldrig. Jeg burde gøre det. Men det gør jeg ikke.

Jon Jakobsson er faktisk ikke klar over, at det nu er forbudt at opkræve gebyrer.

- Så er det da for galt, at de bare bliver ved at tage penge, som de ikke burde tage. De regner nok med, at man ikke tjekker.

Foto: Stine Tidsvilde
Foto: Stine Tidsvilde
 

Karla Sunesen og Clara Rinø, København

- Det er da irriterende. Det var vi ikke klar over, siger veninderne Karla og Clara.

Faktisk er de slet ikke klar over, at butikkerne tog gebyrer, og at mange stadig gør det, når de bruger deres kort.

- Men det giver da ret god mening i forhold til, hvor meget der bliver trukket på ens kort. Men jeg synes da, at det er irriterende, hvis der er lavet en lov, og de så ikke stopper, siger Karla.

De overvejer nu, om det måske lige var en god ide at tjekke bon’er og faktura’er på nettet, når de handler.

- Som sagt har vi ikke gjort det før, men nu vil jeg da være opmærksom på det. Vi bruger vores kort hele tiden. Altid. Men det er da dårlig stil, hvis de bare bliver ved. Det må vi da gøre noget ved.

29 kommentarer
Vis kommentarer