Blev født som pige: Hans spejlbillede gav ham lyst til at kaste op

De seneste fem år er næsten 500 børn og unge blevet henvist fra lægen med en formodning om, at de er transkønnede. En af dem er 13-årige Coby Bering

Coby Bering blev født som pige, men er i dag en dreng. Foto: Aleksander Klug
Coby Bering blev født som pige, men er i dag en dreng. Foto: Aleksander Klug

For et år siden indrømmede 13-årige Coby Bering over for sig selv, at han levede et liv i fornægtelse.

Dengang var navnet ikke Coby, men Malou. Håret var langt, og tøjet købt i pigeafdelingen. 

- Jeg plejede at tænke 'jeg er jo bare en drengepige', eller 'den her følelse skal nok gå væk en dag,' fortæller Coby Bering til Ekstra Bladet, da vi besøger ham og hans mor i deres hjem.

I månedsvis havde tankerne presset sig på. Og i en alder af 12 gik det op for Coby, at han ikke var en drengepige.

Han var en dreng, og følelsen af at være i den forkerte krop ville ikke bare gå væk af sig selv.

- Det gik op for mig, at jeg var nødt til at forandre mig, så min krop passede til min hjerne, siger Coby Bering.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Coby har aspergers. Det gør, at han har sociale vanskeligheder. Foto: Aleksander Klug
Coby har aspergers. Det gør, at han har sociale vanskeligheder. Foto: Aleksander Klug

Født som pige
I de seneste fem år er næsten 500 børn og unge blevet henvist fra lægen med en formodning om, at de er transkønnede.

En af dem er Coby Bering, der blev født som pige. Da teenagealderen nærmede sig, gjorde en følelse af utilpashed indtog i ham. Den blev ikke bedre af, at han også har asperger.

- Når jeg så mig selv nøgen i spejlet, fik jeg lyst til at kaste op, fortæller Coby.

- Det føltes som at få noget skarpt hamret ind i brystet. Jeg fik tårer i øjnene og en klump i halsen, hver gang jeg tænkte på, at jeg var født som pige.

Se også: Transkønnede Rasmus forsøgte selvmord: - Puberteten var det værste

Behandling til transkønnede børn og unge

I 2016 åbnede Sundhedsstyrelsen i Danmark op for at tilbyde hormonbehandling til transkønnede børn og unge. De seneste fem år er næsten 500 børn og unge blevet henvist fra lægen med en formodning om, at de er transkønnede.

Udredning og behandling til transkønnede børn og unge har længe været lovlig i en række andre lande. Eksempelvis Holland, hvor det har været muligt siden 1987.

I 2017 fjernede Sundhedsstyrelsen transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme.

I dag er Coby Bering en dreng. Han ligner en dreng, taler som en dreng og opfører sig som en dreng.

- Min hjerne har altid været en dreng, siger han.

Alligevel er det sommetider umuligt at skubbe følelsen af utilpashed væk.

- Mine tanker kan få mig til at have det af helvedes til. Og i en periode fik de mig endda til at ville begå selvmord, fortæller han.

- Følelserne er der stadig. Men jeg har lært at undertrykke dem og gemme dem væk ved at gå i drengetøj, have kort hår og gøre alt for at se ud som en dreng. Jeg gør alt det modsatte af, hvad en pige ville gøre. 

Før Coby fortalte sin mor, at han var en dreng, havde han ofte ondt i kroppen.

- Han havde smerter i leddene, havde hovedpine, kvalme og så videre i en lang periode, fortæller Cobys mor, Millaray Bering.

- Siden du fortalte, at du er en dreng, har der ikke været noget, siger hun og smiler til sin søn.

Coby er taknemmelig for, at hans mor er forstående over for, at han er født med det forkerte køn. - Egentlig tænker jeg, at andre er uheldige. For ens forældre burde jo altid være okay med det, siger han. Foto: Aleksander Klug
Coby er taknemmelig for, at hans mor er forstående over for, at han er født med det forkerte køn. - Egentlig tænker jeg, at andre er uheldige. For ens forældre burde jo altid være okay med det, siger han. Foto: Aleksander Klug

Millarays søn blev født som pige: 'Alle brikkerne faldt på plads'

I foråret og sommeren 2018 begyndte Millaray Bering at tænke, at hendes søn måske var født i den forkerte krop.

- Jeg havde i nogen tid overvejet, om han mon var lesbisk. Men jeg kunne se på Coby, at det stak dybere, og at han ikke var tilpas i sin krop.

- Han fik ad flere omgange klippet sit hår kortere og kortere og begyndte at gå i mere drenget tøj. Og så var han ikke længere åben for at gøre helt almindelige ting som at gå på stranden, fortæller Millaray Bering.

En dag satte hun sig ned med Coby og tog en snak.

- Jeg fortalte ham om transkønnethed, at nogle mennesker bliver født i den forkerte krop. Og så sagde han, at sådan var det for ham, siger hun.

- Det hele gav pludselig meget bedre mening, og alle brikkerne faldt på plads.

Faktaboksen fortsætter efter billedet ...

Nyt navn
- Et par dage efter kom han og lagde fire drengenavne frem, fortæller Millaray Bering.

Sammen valgte de navnet Coby.

Ifølge Millaray var det tydeligt, at hendes søn allerede havde gjort sig mange tanker om emnet, før han fortalte hende, at han var en dreng.

- Jeg kunne høre på ham, at han havde læst en masse om det på nettet, siger hun.

Frygter negative holdninger
Millaray Bering bekymrer sig sommetider om sin søns fremtid.

- Der er en stor tendens til, at alle skal mene noget, og at alle har en holdning til alt, og at hvis man ikke forstår noget, så er man imod det. Jeg er bange for, at han kommer til at møde en masse negative holdninger og fordomme, fortæller hun.

- Jeg kommer aldrig til at kunne forstå, hvad Coby og andre transkønnede går igennem. Og det skal jeg heller ikke. Jeg skal bare acceptere, at folk vælger det, de nu engang vælger.


Hormonbehandling
Sidste år blev Coby Bering tilknyttet Sexologisk Klinik. Der gik han til fem samtaler, som havde til formål at undersøge, om han var sikker på, at han ville skifte køn.

Coby er blevet godkendt af klinikken og er nu i gang med officielt at ændre navn. Han er endnu ikke begyndt at tage hormoner. Men det skyldes ikke, at han er i tvivl om sit valg.

- Jeg vil gerne blive så høj som muligt, før jeg starter på hormoner, fortæller Coby. 

- Hvad tænker du om, at nogle mener, at børn skal vente, til de er 18 år, med at få hormoner?

- Jeg tænker, at de personer ikke indser, at mange af os vil risikere at blive selvmordstruede eller i hvert fald meget deprimerede, hvis vi skulle vente så længe, siger han.

- Jeg tror, jeg ville begå selvmord, hvis jeg skulle vente så længe. Jeg vil jo bare gerne være en dreng.

Når Coby tænker på sin fremtid som voksen, ser han sig selv som mand. Foto: Aleksander Klug
Når Coby tænker på sin fremtid som voksen, ser han sig selv som mand. Foto: Aleksander Klug
 

Har du selvmords-tanker

Du kan kontakte Livsliniens anonyme selvmordsforebyggende rådgivning på:

Telefon: 70 201 201 hver dag kl. 11.00-04.00.

Chat: mandag og torsdag kl. 17.00-21.00 og lørdag kl. 13.00-17.00 via www.livslinien.dk

Netrådgivning: Hver dag via www.livslinien.dk

Livsliniens 220 frivillige rådgivere besvarer hvert år mere end 16.000 henvendelser fra personer med selvmordstanker eller i anden alvorlig livskrise.

Har du akutte selvmordstanker, skal du kontakte Livslinien, din regionale psykiatriske skadestue, egen læge, lægevagten (i Region Hovedstaden 1813) eller 112.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere