Blev fundet på gaden: Nu er den ansat i politiet som effektiv narko-hund

Hunden Cooper har næse for narko og er ekspert i at sniffe sig frem til kokain og heroin  

Hunden Cooper er nu en af de bedste politihunde hos politiet i Staffordshire. (Foto: Ritzau/Scanpix)
Hunden Cooper er nu en af de bedste politihunde hos politiet i Staffordshire. (Foto: Ritzau/Scanpix)

Den to år gamle redningshund 'Cooper' er en af de første hunde af racen Staffordshire Bull Terrier, der er blevet ansat i britisk politi. Den er blevet special trænet til at finde narko, kontanter og skydevåben. Cooper levede i en periode som en herreløs gadehund, men blev reddet af dyreværnsorganisationen RSPCA og anbragt på en kennel. Herfra blev den 'headhuntet' af Staffordshire Police og trænet op til at blive en effektiv politihund.

Og selv om Cooper kun har været i politiets tjeneste i mindre end et år, har den allerede sniffet sig frem til en samlet fangst af heroin og kokain til en værdi af mere end to millioner kroner.

Det skriver flere medier heriblandt Metro

Politiassistenten Tim Moss, der har trænet 'Cooper', er lykkelig for sin effektive partner fra dyrenes verden.

- Det er en helt utrolig historie. Cooper levede på gaden, og så kom han på en kennel. Og nu er han en færdig trænet effektiv politihund. Jeg har haft Cooper siden marts måned i år, og han blev en del af politiet i Staffordshire i april måned. Det har været et privilegium at have sådan en hund ved sin side. Han er bare en fantastisk hund, og vi har knyttet et tæt bånd, fortæller Tim Moss.

Den to-årige Cooper er i øvrigt blevet en af de bedste politihunde hos politiet i Staffordshire, hvor den også er blevet lidt af en 'kendis' i regionen. Cooper bliver f.eks. ofte inviteret på foredrags-ture på diverse skoler for at møde eleverne.

Politiassistent Tim Moss fortæller i øvrigt, at folk generelt har et meget negativt billede af hunderacen Staffordshire Bull Terrier. Moss mener imidlertid, at det er ejerne af hunden, der er problemet, og ikke hunden.

(artiklen fortsætter under billedet)

Politimanden Tim Moss ses her med sin effektive narko-hund Cooper. De har knyttet et meget tæt bånd sammen. (Foto: Ritzau/Scanpix)
Politimanden Tim Moss ses her med sin effektive narko-hund Cooper. De har knyttet et meget tæt bånd sammen. (Foto: Ritzau/Scanpix)
 

- Ejerne har ikke altid erfaring med den slags hund. Og det er nok herfra, at stereotyperne omkring Staffordshire Bull Terrier stammer. Jeg har også selv en belgisk hyrdehund. Og når jeg går tur med den, bliver folk på det samme fortov. Men hvis jeg går tur med 'Cooper', går folk over på den anden side af gaden, fortæller Tim Moss og tilføjer:

- Staffordshire Bull Terrier-hunde er ganske unikke. Cooper er meget ivrig efter at lære nye ting. Han elsker at lege med bolde og er meget energisk, fortæller Tim Moss og tilføjer, at 'Cooper' hurtigt blev budt velkommen med åbne arme i hans egen familie:

- Ikke kun som min arbejdshund. Men også som familiens kæledyr. Min kone og mit barn elsker 'Cooper', siger Tim Moss.

 

 

 

 

 

1 af 2 Politimanden Tim Moss ses her med sin effektive narko-hund Cooper. De har knyttet et meget tæt bånd sammen. (Foto: Ritzau/Scanpix)
2 af 2 Hunden Cooper er nu en af de bedste politihunde hos politiet i Staffordshire. (Foto: Ritzau/Scanpix)
14 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere