Blev lovet is hvis færre borgere var syge

Sagsbehandlere i kommune blev stillet isbar i udsigt, hvis antallet af sygemeldte kunne bringes ned

Arkivfoto: AP
Arkivfoto: AP

Sagsbehandlere i Helsingør Kommune blev stillet en noget usædvanlig belønning i udsigt, hvis de kunne nedbringe antallet af borgere på sygedagpenge i kommunen.

I en mail blev de nemlig præsenteret for en konkurrence, hvor ledelsen ville lave isbar, hvis antallet af sygemeldte kunne blive mindre på tre uger.

Det skriver TV 2.

Isbaren skulle finde sted på torsdag, 4. juli, hvis antallet af sygedagpengesager var kommet ned på 530, og jobaktiveringsforløbene var på 195.

Medarbejderne skulle som led i konkurrencen lægge en bold i en spand, hver gang de fik raskmeldt en borger, eller en borger kom på ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.

Ledelsen misforstår
Den usædvanlige mail møder blandt andet kritik i Dansk Socialrådgiverforening.

- Det, jeg tror, ledelsen misforstår i den her situation, er, at medarbejdere i jobcentre ikke er drevet af at lægge bolde i en kasse og opnå statsrefusion eller blive sammenlignet med andre kommuner. De er drevet af at yde den bedste faglige indsats over for borgerne, siger Rasmus Balslev, der er regionsformand i Dansk Socialrådgiverforening Region Øst, til TV 2.

Også medarbejderne var rystede over konkurrencen, som ledelsen efter TV 2's henvendelse nu har besluttet sig for at stoppe.

Chefen for Center for Job og Uddannelse i Helsingør Kommune, Kristian Gundsø Jensen, forklarer over for TV 2, at intentionen var at synliggøre de resultater, der var i teamet.

- Men jeg vil da gerne sige, at det er en klar fejl, at vi har italesat det her, på den måde vi har. Man skal ikke tale om det her som en konkurrence, det er et seriøst stykke arbejde, vi har med at gøre, siger han.

Isabella Rasmussen, der arbejder som socialrådgiver i kommunen, har som følge af sagen selv sygemeldt sig, og hun forventer ikke at komme tilbage, fortæller hun til TV 2.

243 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere