Blev pint som unger: Bjørn, løve og tiger er nu de bedste lege-kammerater

- Alle tre dyr er meget hengivne overfor hinanden. De er helt på lige fod, fortæller Allison Hedgecoth fra dyrehospitalet

Foto: Noah's Ark Animal Sanctuary/Facebook
Foto: Noah's Ark Animal Sanctuary/Facebook

Lige bjørne leger bedst...

Sådan er det normalt derude i naturen. Og det ligger bestemt ikke i kortene, at en bjørn, en tiger og en løve udvikler et tæt og nært venskab.

Det er imidlertid tilfældet i dyreparken Noah's Ark Animal Sanctuary i staten Georgia i USA.

Her blev sortbjørnen Baloo, løven Leo og tigeren Shere Khan bragt ind for femten år siden efter at politiet havde foretaget en større ransagning efter narko.

Udover stofferne fandt politiet også de vilde dyr. De tre vidt forskellige dyr var dengang små unger og de blev fundet i en elendig forfatning, skriver The Telegraph.

Leo sad indespærret i et alt for lille bur og Baloo var fanget i et alt for stramt seletøj, som ligefrem måtte fjernes ved et kirurgisk indgreb.

Alle tre dyr var underernærede og fyldt med parasitter.

Foto: Noah's Ark Animal Sanctuary/Facebook
Foto: Noah's Ark Animal Sanctuary/Facebook
 

Men efter ankomsten til Noah's Ark Animal Sanctuary blomstrede dyrene op, begyndte at lege sammen og knyttede tætte bånd, fortæller Noah's Ark Animal Sanctuary.

- Alle tre dyr er meget hengivne overfor hinanden. De er på lige fod, fortæller Allison Hedgecoth fra dyrereservatet til The Dodo.

Noget af en gavtyv
Selv om dyrene er blevet ældre har det ikke ændret magtbalancen mellem dem.

- Shere Khan har altid været noget af en gavtyv. Og selv om han er blevet noget ældre, så har alderen ikke forandret ham den mindste smule, beretter Allison Hedgecoth.

Dyrereservatet tager sig af mere end et tusinde dyr om året og det koster omkring 180.000 kroner om måneden at fordre og pleje de mange dyr.

Derfor lægger Noah's Ark Animal Sanctuary da også jævnligt opdateringer ud på deres Facebook-profil. Og 'BLT' familien - som den kaldes - er ofte hovedperson i billedgallerier og på videoer.

Sover og spiser sammen
Derfor er Baloo, Leo og Shere Khan da også nogle af de mest populære dyr blandt de besøgene i dyreparken.

- Dyrene sover, spiser og leger sammen. De passer på hinanden og de slikker hinanden og gnubber hoveder. Det er givetvis deres hårde opvækst, der har bundet de tre dyr sammen, selv om de ellers er vidt forskellige dyr, fastslår Allison Hedgecoth.

7 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere