Blinkende bondefangeri 

ANMELDELSE: For 300 kroner pr. passager kan du få lov at blive indespærret i din bil og have svært ved at få øje på dagens film, mens du bliver tvangsfodret med asparges fra Claus Meyers overvurderede køkken. Det er ekstremt misvisende, at filminstituttet kalder en ny, midlertidig drive-in-bio for ‘verdens bedste køretur’

Det var som at se 'Blinkende lygter' på en smartphone, fordi man sad så langt fra lærredet, lyder det fra René Fredensborg. Foto: TV2/Rolf Konow
Det var som at se 'Blinkende lygter' på en smartphone, fordi man sad så langt fra lærredet, lyder det fra René Fredensborg. Foto: TV2/Rolf Konow

Cinematekets drive-in-bio
Nul stjerner

Biograferne er de helt store tabere i kampen mod corona. De må først delvist genåbne 8. juni, hvorfor vores allesammens filminstitut for tiden forsøger sig med en slags fatal godbid i form af en pop-up-drive-in-bio, som det hedder på nudansk. Altså en storskærm langt ude i det forblæste Nordhavn. Torsdag aften havde man valgt at invitere til ’Blinkende lygter’, der kun har været vist 32 millioner gange på dansk tv, er tilgængelig på de fleste streamingtjenester og i øvrigt er gratis at låne på biblioteket. Alligevel koster det 300 kr. pr. passager. Hvorfor?

Jo, til sammenligning viser Danmarks eneste faste drive-in-bio i nordsjællandske Lynge aktuelle film for 95 kr. pr. billet, hvorfor det altså må være Claus Meyer, der trækker prisen op til et usmageligt niveau. Med i prisen følger en tvangsmadpakke bestående af asparges, rugflader og radiser plus et par ’italian meatballs vendt i romescosauce’ og en ’NODA - not a soda’, som angiveligt er vand med brus og økologisk presset frugt. ’No nasties,’ som der står i folderen.

Jeg vægrede mig demonstrativt, da jeg sammen med 195 andre biler fik stukket Meyers megalomane menu ind ad sideruden; ingen har som denne allestedsnærværende madmillionær haft så stort et held med at bilde kultureliten ind, at han driver et folkeligt køkken.

Helt ærligt: Asparges, rugflader og radiser parret med klassisk voldskomik? Det er lige så malplaceret som et ingefærshot på en stripbar. Min madpakke står nu uåbnet i køleskabet, hvor den langsomt skal mumificere som en slags historisk skamstøtte over dårlige idéer i filmbranchen.

Men idiotien nøjedes ikke med at lægge på bunden af en brun papirspose; grundet corona skulle der være to meters afstand mellem bilerne (hvor mennesker altså må nøjes med en meter). Man måtte ikke rulle vinduet ned, og man måtte ikke forlade bilen under kørsel, om jeg så må sige. Skulle man på toilettet, skulle man ringe 53 63 18 24, hvorefter en form for voksenpædagog i orange vest skulle følge dig frem og tilbage. Prøv selv, hvis du er trængende.

Min bil blev henvist til ’høje SUV’er’, hvilket vil sige på bagerste række. Den påståede storskærm var på den afstand som at se film på en mobil for enden af en selfiestang, altså ikke noget, man normalt ville betale for. Så manglede jeg kun at få oplyst den FM-frekvens, hvor man fandt lyden fra de ’Blinkende Lygter’, men den info var glemt i smøren af formaninger og billig reklame for Meyers skamfuldt pebrede madpakke.

Jeg følte mig hensat til en børnehave for biler, umyndiggjort, indespærret, tvangsfordret. Stemningen hos mine naboer, en sort Toyota Rav4 og en sort Ford Kuga, var anderledes opløftede. Jeg var omringet af damer, der så ud til at nyde eventen og især Meyers lille, tørre fallos af en grøn asparges.

- Du må kun bruge hornet, hvis de kysser i filmen, lød det i en velkomsthilsen indtalt af Mikael Bertelsen. At dytte af almindelig begejstring må man selvfølgelig ikke i rethaveriets moderland. Ikke at der var nogen grund til det, men alligevel: Man må KUN dytte på kommando.

- Er der nogen, der har set filmen før, så dyt, overtog en konferencier fra filminstituttet.
Alle dyttede som små børn bag rattet, hvorfor jeg må konkludere, at den gennemsnitlige dansker p.t. keder sig så meget, at de gerne betaler urimelige summer for et gensyn af stærkt begrænset kvalitet.

Lyden fra radioen var et sekund forsinket i forhold til det for mig lillebitte lærred, hvilket tog effekten ud af de velkendte scener med ko-skydning, gravning af ølhuller, ’Ove Ditlevsen’-oplæsning og ikke mindst æggepustning med Sofie Gråbøl. Hun fik sin blodtud, FØR vi hørte knytnæven. Baggrundsmusik og lydeffekter var også volumenmæssigt højere end den tøhø-dialog, der ellers er filmens varemærke.

Jeg må indrømme, jeg faldt i søvn. Jeg missede slutningen; sådan er det ofte, når køreturen langtfra er ’verdens bedste’, tværtom.

En mand og hans firkant. Ekstra Bladets kulturanmelder anmelder kridtstregerne på Islands Brygge i København. Foto: Aleksander Klug Samfund - 7. maj. 2020 - kl. 22:41 Til grin for egne skattekroner

183 kommentarer
Vis kommentarer