Bliv væk, bro

Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, inviterede samsingerne til en debat om en mulig Kattegatbro - modstandere takkede og tog imod, mens tilhængerne blev væk

Henning Jacobsen - bedre kendt som KiM's-Jørgen - bor på Samsø, og han er overbevist om, at der kommer en bro hen over Samsø. Video: Ernst van Norde

Vi skal ud i virkeligheden og se folk i øjnene. Det mener Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen. Derfor bød han onsdag eftermiddag til en åben snak på Flinchs Hotel på Samsø om en mulig Kattegatbro.

Cirka 20 fremmødte sad klar ved bordene i hotellets café til at argumentere for, hvorfor de ikke ønsker en bro over Samsø. Modstanden var tydelig at mærke i salen, hvor flere medlemmer af modstandsgruppen 'Nej til bro over Samsø' deltog sammen med andre lokale.

 

Der var store armbevægelser og rungende enighed om argumenterne for, at en bro ikke vil gøre noget godt for Samsø. Den vil ødelægge natur, lokalsamfund og turismen på øen, lød det fra borgmesteren, mens andre stillede spørgsmålstegn ved, om projektet overhovedet spiller sammen med fremtidens infrastruktur.

Det er også tydeligt, at der er mange følelser på spil for samsingerne.  

- Jeg får sved på panden og ondt i maven af at tænke på, hvad en bro kan betyde for de mennesker, der bor her. Der kommer virkelig til at ske negative ting for os, lød det fra Ulla Holm, der er medlem af Samsø Byråd for SF og ligesom alle de øvrige byrådsmedlemmer modstander af en bro.

Positive sider af sagen var desværre en mangelvare i diskussionen. Årsagen til dette uddybes andetsteds her på siderne. Poul Madsen udfordrede dog de mange bro-modstandere til mødet om perspektiverne for broen, da han spurgte, om det ikke vil være godt for de erhvervsdrivende på øen at åbne op for især pendlere til Aarhus.

De argumenter fandt ikke gehør hos de fremmødte, som frygter, at en bro og motorvej tværs over øen vil dræbe dens særlige værdier, landskaber, stemning og ro.

Ekstra Bladet på Samsø

 

Ekstra Bladet har journalister og fotografer over hele landet, men ikke i enhver by.

Derfor måtte vi indrette en midlertidig redaktion i Tranebjerg, da vi denne uge rykkede til Samsø for at sætte fokus på en mulig Kattegatforbindelse, som vækker stærke følelser på øen.

– Ekstra Bladet tager alle danskeres problemer alvorligt, og derfor rykkede vi til Samsø, siger chefredaktør Poul Madsen, der onsdag selv kom til øen for at møde de lokale og høre om deres syn på den måske kommende motorvej, der skal forbinde broer til Jylland til Sjælland. Et projekt til omkring 130 milliarder.

Poul Madsen har denne opfordring:

– Skriv til os på 1224@eb.dk, hvis du har brug for, at vi også kigger forbi din by eller undersøger din historie.

Fakta om Kattegatforbindelsen

Netop nu er Vejdirektoratet ved at bruge de 60 millioner finanslov-kroner, som er afsat til at gennemgå projektet. Når regnestykket er færdigt næste år, er det op til Folketinget at beslutte, om der skal gives grønt lys til 15 års bro- og vejbyggeri lige midt i riget.

Regningen for historiens dyreste byggeprojekt på dansk jord anslås som minimum til ca. 130 mia. kroner for en kombineret vej- og togforbindelse fra Sjælland til syd for Aarhus.

Bliver det tommel op, kan man om 15 år køre i bil fra København til Aarhus på to en halv time.

Modstanden mod projektet er særlig stor på Røsnæs og på Samsø.

I 11. time er der dukket et alternativt forslag op. En knap 40 km lang bro i ét stykke, som skal gå længere mod nord tværs over Kattegat mellem Sjællands Odde og Djursland.

Dén model har transportminister Benny Engelbrecht (S) for nylig særskilt forlangt at få inddraget i regnestykket, hvis facit ventes med spænding på både Samsø og Røsnæs.

112 kommentarer
Vis kommentarer