Blod-studie: Corona forsvinder på en dag

Nyt studie giver håb til kampen mod covid-19. Ved at tappe blod fra tidligere smittede, raske patienter kan nuværende patienter hurtigt slippe af med virussen - så hurtigt som på en dag

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Forsøg med at give blodplasma fra tidligere coronasmittede person til nuværende patienter viser lovende resultater.

Det giver håb til de svenske forskere bag studiet, der nu går videre til næste fase, skriver flere svenske medier.

- Vi ser, at hvis du har virus i blodet, så slipper du af med den - som regel næste dag, hvis du får blodplasma med neutraliserende antistoffer, fortæller Joakim Dillner, professor i infektionsepidemiologi, til Sveriges Radio.

At give blodplasma fra mennesker, der har været syge og udviklet antistoffer, er en velprøvet måde at bekæmpe infektionssygdomme på.

- Det er prøvet ved andre infektioner - med lidt blandede resultater, skal det siges. Det er ikke givet, at det virker. Men intuitivt er det sandsynligt, da antistoffer er med til at bekæmpe virus og kan overføres fra menneske til menneske. Derfor håber vi, man kan hjælpe de patienter, der har problemer med at nedkæmpe virus, fortæller Henrik Ullum, der er overlæge og professor i Blodbanken på Rigshopitalet, til Ekstra Bladet.

Grønt lys til næste fase
Undersøgelsen fra Karolinska Institut har indtil videre været i første og anden fase, hvor der blev testet på 25 patienter.

Her var formålet at sikre, at forsøgene var ufarlige, og at finde ud af, hvor meget blodplasma der skal gives, hvornår og til hvem.

Nu går studiet videre til næste fase, hvor mindst 100 patienter deltager. Her deles patienterne i to grupper, hvor kun den ene får tappet blod, så resultaterne fra grupperne kan sammenlignes.

Det er usikkert, hvornår metoden endeligt kan tages i brug som behandlingsform. Ifølge Henrik Ullum er det mest sandsynligt, at der vil gå et par måneder, før forsøgene bærer frugt.

Dansk overlæge håbefuld
- Det er imponerende. Det giver mig en forhåbning om, at det kunne virke, og det giver mig en glæde over, at vi har startet arbejdet med at indsamle blodplasma. Det har vi gjort i alle blodbanker i Danmark. Det kræver selvfølgelig mere data, men det støtter vores arbejde, fortæller professor Henrik Ullum.

Herhjemme er også lavet lignende forsøg.

- Men i modsætning til Sverige har der i Danmark ikke været så mange patienter - det er generelt faldet. Derfor finder svenskerne muligvis resultater før os, da de har flere patienter, siger Ullum.

I USA har de derimod sprunget forsøgs-fasen over.

- I USA har man brugt metoden som behandling i stor skala - selvfølgelig i mangel på anden behandling. Men det er bekymrende, at man behandler med noget, inden man sikrer sig, at det virker. Derfor laver vi forsøg, som de gør i Sverige, lyder det fra overlægen.

242 kommentarer
Vis kommentarer