Blodbad hos Postnord: - Folk er i chok

Postnord lukker datterselskab, der omdeler reklamer

Arkivfoto: Polfoto
Arkivfoto: Polfoto

Medarbejderne i Distribution Services A/S har i dag fået en indirekte fyreseddel.

Postnord har ikke endnu meldt ud, hvem af de 4.000 medarbejdere i Postnord, der skal fyres over de næste 2-3 år, men firmaet har offentliggjort, at man vil ophøre med at omdele reklamer. Dermed skal datterselskabet Distribution Services, der ejes af Postnord og står for forretningen med at omdele reklamer, lukkes.

Meldingen har ramt medarbejderne hårdt, lyder det fra Eigil Johannesen, fællestillidsrepræsentant for HK’erne i Postnord.

- Folk er i meget stort chok i dag. Det er voldsomt for de kolleger, der kan se, at der er sat en slutdato for deres ansættelse. Derfor har vi også aftalt et møde med medarbejderne i Distribution Services allerede mandag, så vi kan drøfte situationen.

Kan gå endnu hurtigere
Selvom Postnord har meddelt, at firmaet skal lukkes i løbet af i år, så kan lukningsprocessen fremskyndes, og det gør medarbejderne endnu mere utrygge, fortæller fællestillidsmanden.

- Hvor hurtigt fyringen af medarbejderne kommer til at gå, afhænger meget af Postnords kunder, der får omdelt reklamer. Det er klart, at hvis alle kunderne nu forsvinder, fordi de ved, at selskabet alligevel snart lukker, så er det klart, at så skal medarbejderne også fyres tidligere end planlagt.

Fyringstal florerede
At det totale antal af fyringer kommer op på 4.000 medarbejdere i hele Postnord kommer dog ikke synderligt bag på Eigil Johannesen.

- Det er selvfølgelig voldsomt, at der skal fyres næsten halvdelen af medarbejderstaben, men det er ikke chokerende. De her tal har cirkuleret internt i et stykke tid. Men det er forfærdelig mange jobs.

Postnord købte Distribution Services A/S i 2013. Firmaet har cirka 150 ansatte.

Ved du noget, tip os på 1224@eb.dk/sms 1224 (alm. takst)

262 kommentarer
Vis kommentarer