Bo genoplivede ung kvinde i oktober - nu er han selv død

Nu bliver Bo Nielsens stedsøn, Tobias, alene hyldet af Hjerteforeningen for at hjælpe Bo Nielsen med at redde ung kvindes liv

Ekstra Bladet talte med Bo Nielsen efter genoplivningen. Se interviewet her (Video: Rumle Skafte)

Bo Nielsen, som i oktober blev hyldet som Årets Førstehjælper af Hjerteforeningen, er død, 52 år.

Det fortæller Hjerteforeningens pressechef Jens Harder Højbjerg til Ekstra Bladet. Dødsfaldet bekræftes også af Bo Nielsens hustru og af hans stedsøn Tobias over for Ekstra Bladet.

Bo Nielsen, der var uddannet politibetjent, kæmpede i længere tid mod modermærkekræft forud for sin død. Men hans egen kamp for at overleve gav han ikke meget opmærksomhed, da han i et regionaltog 27. oktober kastede, hvad han havde i hænderne, og gav en ung kvinde i tyverne kunstigt åndedræt og hjertemassage. Det gjorde han, efter at hun var faldet om med hjertestop i en mellemgang mellem to kupeer, netop som toget var ved at køre ind på perronen.

Kvinden overlevede.

  Bo Nielsen er på orlov fra sin stilling som politibetjent og håber stadig på, at der sker et mirakel med hans sygdom. (Foto: Rumle Skafte) Samfund - 28. okt. 2015 - kl. 11:46 Dødelig syg politimand puster liv i kvinde med hjertestop

Det var her på perronen på stationen i Viby Sjælland, at Bo Nielsen fik hjertet i gang igen hos en ung kvinde. (Foto: Rumle Skafte)
Det var her på perronen på stationen i Viby Sjælland, at Bo Nielsen fik hjertet i gang igen hos en ung kvinde. (Foto: Rumle Skafte)

Stedsøn hentede hjertestarter
Med sig i toget havde Bo Nielsen også sin stedsøn Tobias, som han sendte til en nærliggende købmand for at hente en hjertestarter. Tobias kom tilbage med hjertestarteren, og Bo Nielsen nåede at give kvinden tre stød med den, og ved det fjerde stød slog maskinen selv fra. Noget, som den er sat til at gøre, når den registrerer puls. Siden kom ambulancereddere til og overtog førstehjælpen.

- Den indsats, som Bo Nielsen og et par af de andre førstehjælpere har leveret, er fantastisk. De har løst opgaven til ug med kryds og slange. Det er så vigtigt, at der ved livreddende førstehjælp er folk, der går i gang med den indledende behandling, forklarede Region Sjællands præhospitale leder Ole Hendriksen til Ekstra Bladet efter hændelsen.

Hørte et højt bump
Bo Nielsen fortalte selv til Ekstra Bladet, at han hørte et højt bump ude ved indgangsdørene i toget og derfor skyndte sig ud for at se, hvad der var sket.

- Jeg tog fat i hende og fik hende op på en stol. Da spurgte jeg, om hun fik medicin, hun ikke kunne tåle, og så svarede hun bare, at hun var svimmel, hvorefter hun faldt om igen. Nu på stolen, og denne gang var hun helt væk, sagde Bo Nielsen.

Bo Nielsen og hans papsøn, 19-årige Tobias, var mandag hovedpersoner i drama i regionaltog. Det var Bo Nielsen, der gav kvinde med hjertestop stød med hjertestarter, som Tobias hentede ved købmand tæt på stationen i Viby. (Privatfoto) Samfund - 29. okt. 2015 - kl. 17:05 Dødeligt syge Bo reddede kvinde fra at dø: Nu får han en pris

- Jeg råber, at der skal trykkes på nødstop, så toget ikke risikerer at sætte i gang igen. Så får jeg kvinden ud på perronen, tjekker hendes vejrtrækning og skal have fat i en hjertestarter, fortsatte Bo Nielsen, der selv boede i Viby Sjælland med sin hustru og sin stedsøn.

Få dage efter sin indsats blev Bo Nielsen hyldet af Hjerteforeningens lokalkomité i Roskilde, som kom forbi hans bopæl og tildelte ham titlen Årets Førstehjælper i Danmark.

Bo Nielsen og Tobias fik i november en buket blomster og en middag for hele familien, da Hjerteforeningen var forbi for at anerkende deres indsats. (Privatfoto)
Bo Nielsen og Tobias fik i november en buket blomster og en middag for hele familien, da Hjerteforeningen var forbi for at anerkende deres indsats. (Privatfoto)

Besøg betød meget
Bo Nielsen nåede også at komme i dialog med kvinden, som han var med til at redde livet for. Det var et møde, der betød meget for ham, fortalte han til Ekstra Bladet.

- Livet forsvinder for den ene en dag, og det begynder for den anden den næste. Det rører mig utrolig meget. Jeg lever livet, så længe jeg kan. Og indtil videre går jeg bare og hygger mig med min familie. Men jeg ved jo ikke, om jeg er væk allerede til nytår. Det betyder så ualmindeligt meget for mig, at jeg får lejlighed til at se hende igen. Også fordi der er noget symbolsk i det for mig, sagde Bo Nielsen til Ekstra Bladet.

I næste uge har Hjerteforeningen ifølge Ekstra Bladets oplysninger et arrangement, hvor Bo Nielsens søn, Tobias, bliver hyldet som Årets Hjerteredder. Han får anerkendelsen, fordi han bistod ved sin stedfars indsats og blandt andet hentede en hjertestarter.

- Desværre er Bo Nielsen afgået ved døden. Hjerteforeningen har i stedet (samtidigt) indstillet hans stedsøn, Tobias, som Årets Hjerteredder, skriver pressechef i Hjerteforeningen, Jens Harder Højbjerg, i en pressemeddelelse til Ekstra Bladet.

24 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere