Boeing lufter kontroversiel idé: - De er kun drevet af bundlinjen

Boeing pønser på at lave flyvninger med kun en enkelt pilot

Boeing overvejer, om der i fremtiden kun skal være én pilot om bord på et fly - det har foreløbig mødt bred kritik. Arkivfoto: Ted S. Warren/AP
Boeing overvejer, om der i fremtiden kun skal være én pilot om bord på et fly - det har foreløbig mødt bred kritik. Arkivfoto: Ted S. Warren/AP

På alle større flyvninger i dag er det helt fast rutine, at der både er en kaptajn og en andenpilot i cockpittet til at få flyet sikkert frem.

Men den grundtanke pønser flygiganten Boeing nu på at gøre op med.

Det skriver The Guardian.

Således arbejder flyselskabet nu med tanken om, at der fremover kun skal være én pilot i cockpittet. I første omgang gælder det dog kun transportflyvninger.

Formålet er at flyselskaber vil kunne spare milliarder i lønninger, hvis ideen på et tidspunkt kan overføres til passagerfly.

Nylige flykatastrofer så som MH370, der forsvandt over Det Indiske Ocean og Germanwings-flyet, som bevidst blev fløjet ind i en bjergside, vil dog formentlig få passagerer til at tøve ved tanken om et fly, hvor hele ansvaret hviler på én person.

Således lyder det da også fra Boeings vicedirektør for forskning og teknologi, Charles Toups, at det vil tage 'et par årtier' at overbevise passagerer om, at det er en god idé med kun én pilot om bord.

Menneskelige faktorer på spil
Teknologien til at designe cockpit til kun én pilot bør ellers kunne være på plads i løbet af fem år, lyder det fra Kevin Shum fra Singapores luftfartsmyndigheder.

- Men det er et spørgsmål om menneskelige faktorer, siger han med henvisning til blandt andet risiko for akut sygdom, distraheringer og udmattelse.

- De faktorer vil formentlig tage lidt længere tid at komme udenom, siger han.

Foreløbig tyder det da heller ikke på, at scenariet er så realistisk.

En undersøgelse fra NASA, der blev udgivet i september, viste nemlig ved en test af piloter, der fløj alene i en simulator, at arbejdsbyrden var 'uacceptabel', selv ved gode flyveforhold.

Forsøget viste dog, at der var potentiale i, at en pilot kunne tage en lur undervejs, hvilket kunne spare udgifter i forhold til hviletidsbestemmelser, hvor man ellers hidtil må have mere end to piloter med om bord, så man kan skifte ud undervejs på de lange flyvninger.

En ændring til én pilot ville blandt andet indebære en højere grad af automatisering om bord på flyet, og at flyveledere på jorden vil kunne tage kontrol over flyet i en nødsituation.

- Uvurderligt
Ikke overraskende er piloterne modstandere af ideen om at halvere bemandingen.

- At have en pilot at dele byrden med om bord på et fly er uvurderligt. Vi er slet ikke interesserede i disse en-pilot koncepter. De er kun drevet af bundlinjen, lyder det fra formanden for Australiens Pilotforening ifølge The Guardian.

Det var Boeing, der i 1980'erne ændrede designet på cockpittet i deres Boeing 757, så man ikke længere havde brug for tre personer i cockpittet.

44 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere