Bønnekald og kirkeklokker splitter danskerne

Mens Udlændinge- og Integrationsministeriet undersøger mulighederne for at forbyde bønnekald fra danske moskéer, er Ekstra Bladet taget på gaden for at høre danskernes mening

Ønsket om bønnekald fra moskéer møder stor modstand hos borgerlige partier. Men hvad tænker danskerne? Foto: Nima Taheri / Polfoto
Ønsket om bønnekald fra moskéer møder stor modstand hos borgerlige partier. Men hvad tænker danskerne? Foto: Nima Taheri / Polfoto

Det bimler og bamler flere gange om ugen i de danske folkekirker, men én gang i løbet af coronakrisen var det pludselig en anden religiøs lyd, der fik opmærksomhed.

Et bønnekald udblæst fra højttaler stjal pludselig overskifterne, og siden har Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfeye bedt sit ministerium finde ud af, om man kan nedlægge forbud mod det muslimske kald til bøn.

Spørgsmålet er dog, om lydene faktisk irriterer danskerne. Det har Ekstra Bladet været på gaden foran Vor Frelsers Kirke i København for at finde ud af.

Trine Magda, 42 år: - Jeg bor i et kristent land

 

- Hvad tænker du om bønnekald fra danske moskéer?

- Det, synes jeg, er en dårlig idé. Jeg synes, det strider mod mine principper. Vi er et dansk land. De skal bare være glade for, at de må bygge moskéer her. Det bliver for udenlandsk, så nej - det synes jeg bestemt ikke, lyder det fra Trine Magda.

- Nu er kirkeklokker jo også et religiøst udtryk?

- Ja, det er rigtigt. Det er kristent, og jeg bor i et kristent land. Jeg er vant til kirkeklokker - det er jeg opvokset med. Nu har jeg været i Tyrkiet og sådan nogle steder - det er ikke hyggeligt, som det er med kirkeklokker.

- Så lyden gør også en forskel?

- Ja, det synes jeg. Hvis det nu var en anden lyd ...

- Så hvis moskéerne også havde klokker?

- Ja, så gjorde det mig ikke noget.

- Du opfatter det ikke som diskrimination i forhold til udtryk af religion?

- Jo, men så må de bede derhjemme eller inde i deres moskéer. Det er ved at gå over gevind. Kirkeklokker er hyggelige frem for en, der råber ud af en højttaler. Det er larm. Jeg skulle i hvert fald ikke bo ved siden af sådan en klokken seks om morgenen.

Christian, 44 år: Som at invitere gæster, der ikke må trække vejret

 

Christian mener ikke, at man skal blande sig i, hvis muslimer ønsker at praktisere deres religion med bønnekald.

- Der skal selvfølgelig være en grænse for, hvor mange decibel, man må udlede, og man skal selvfølgelig heller ikke genere folk, når de ligger og sover, men folk skal gøre, hvad de har lyst til. Folk skal have lov til at praktisere den religion, de vil, siger Christian fra Haslev, der dog også nævner, at han selv bor på landet.

- I en undersøgelse lyder det, at tre ud af fire danskere synes, at det burde være forbudt.

- Det, synes jeg, er noget mærkeligt noget - at man ikke kan acceptere, at andre har en anden religion end en selv. Det, synes jeg ikke, hænger sammen.

- Man kan ikke invitere gæster indenfor, og så sige, at de ikke må trække vejret.

- Så har vi måske en situation om 50 år, hvis et flertal i Folketinget består af muslimer, så bliver det her forbudt?, siger Christian og peger på Vor Frelser Kirke.

- Det synes jeg er en kedelig vej at gå.

Omar, 27 år: - Islam er en hadet religion

 

- Jeg forstår godt, hvorfor mange etniske danskere har et problem med det i deres land. Det er det, de er vant til, fortæller 27-årige Omar, der selv er muslim.

- Tiden ændrer sig. Der sker mange nye ting i samfundet. Alt det multikulturelle, der foregår nu her, kan være med til at give en positiv ændring, siger Omar, der dog er bekymret for den had, som han mener, særligt medierne er med til at blæse op.

- Hvis der kommer bønnekald, tror jeg, at det kommer til at skade mere end det gavner. Det er et kristent land, det har været et kristent land altid. Det vil det altid være. Det kommer ikke til at ændre sig.

- Nu kom kristendommen jo også hertil som en mellemøstlig religion.

- Der er stadigvæk forskel på kristendommen og islam. Islam er en hadet religion. Det er kristendommen ikke, så derfor skaber det splid.

- Vi har ikke reel religionsfrihed
- Du opfatter det ikke som diskrimination mod islam at forbyde bønnekald?

- Der er så meget diskrimination nu til dags, at det kan være svært at finde rundt i. For mig som muslim, så har jeg bare givet op. Jeg lytter ikke til medierne, jeg gider ikke lytte til had eller racisme, for det skaber had inden i mig. Så jeg holder mig væk fra det billede generelt. For ellers begynder jeg at hade danskerne, lige så vel som nogle danskere hader mig. Det er livet for kort til - ærligt talt.

- Udlændinge- og Integrationsministeriet er nu i færd med at undersøge, om et forbud mod bønnekald potentielt kunne være i strid med religionsfriheden i Grundloven.

- Vi har ikke reel religionsfrihed i Danmark. Grundloven er skøn, hvis den gælder for alle, men det gør den ikke. Man har religionsfrihed inden for visse rammer. Jeg får lov at udforske min religion, men hvis jeg begynder at snakke om det, bliver det til et problem, og hvor er religionsfriheden i det? Personligt beder jeg fem gange om dagen, og det bliver mellem mig og min gud, siger Omar, der slutter af med en opfordring til danskerne.

- Ligegyldigt om man er muslim, kristen, buddhist, eller hvad man er: Start med at se indad. Alle har en tendens til at pege fingre ad folk, inden de peger på sig selv. Find ud af med dig selv, hvor meget had du har inden i dig og få det bragt ned til jorden - så kan du måske starte med at elske andre kulturer og religioner, for vi kan lære rigtig meget af hinanden.

Omar har ønsket at være anonym. Ekstra Bladet er bekendt med hans identitet.

Helle Gustav, 56 år: - Det er dem, der er flyttet til Danmark

 

- Det er helt okay, at de gør det inde i moskéerne. De skal bare ikke gøre det på gader og stræder. Kirkeklokkerne generer mig ikke.

- Så længe de holder det for dem selv, skal de have lov at gøre det. Ellers skal de leve ligesom vi andre - det er vores kultur. Det er dem, der er flyttet til Danmark.

- Så du ser ikke et forbud som i konflikt med religionsfriheden?

- Selvfølgelig skal folk have lov at have hver deres tro. Det går jeg helt ind for. Det skal man have lov til.

- Man kan måske tolke kirkeklokker som et kristent bønnekald?

- Men det skal de bare acceptere, at det er noget, der er i Danmark. Sådan er det her, og hvis man er udenlandsk må man acceptere det, ligesom vi skal acceptere, at de har deres moskéer. De kommer fra et fremmed land og skal være glade for, at de har det så godt her i Danmark. De har det som blommen i et æg.

- Kristendommen er vel heller ikke dansk af oprindelse?

- Det er noget, vi er opvokset med. Jeg har altid været kristen. Kristendommen har været her hele vores liv

Jonatan, 24 år: Hvis vi kan, kan de også

- Hvad tænker du om et forbud mod bønnekald fra moskéer?

- Hvis vi har ret til det i kirker, så kan jeg ikke se, hvorfor der skulle være noget galt i det, fortæller Jonatan.

Han henviser til, at der skal være lige plads til alle.

- Så længe moskéer har samme regler som kirken, så kan jeg ikke se problemet.

Nina, 24 år: - Lad dem dog gøre det

 

- Skal man forbyde bønnekald fra moskeer?

- Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes, der skal være plads til os alle sammen. Hvis der er nogen, der har behov for det, så lad dem dog gøre det. Jeg kan ikke se, hvorfor det skal være et problem.

- Hvis vi skal have lov at ringe med vores kirkeklokker, hvorfor må de så ikke også få lov? spørger Nina, der undrer sig over de kritiske mennesker.

- Der er utroligt mange, der har meget imod indvandrere. Det er en meget heftig debat, der kører. Jeg forstår det ikke. Hvorfor kan der ikke bare være plads til os alle sammen?

Et lidt andet billede end Ekstra Bladets rundspørge får man i en undersøgelse fra Voxmeter, hvor 74,5 procent af danskerne ikke mener, at moskéer skal have lov til at udsende bønnekald over højttalere.

De borgerlige partier med undtagelse af Liberal Alliance har forsøgt sig med et forslag, der lød på et 'forbud mod højtalerforstærket bønnekald og lignende religiøse ytringer i det offentlige rum'. Det fik dog ikke et flertal i Folketinget.

Se også: Stop bimlen og bamlen for Gud

620 kommentarer
Vis kommentarer