Børn synger for julehjælpen: Har selv haft det svært

STOLTHED OG ØGET SELVVÆRD: En gruppe anbragte børn fra Falster laver musikvideo til fordel for Dansk Folkehjælps julehjælpsindsamling

Foto: Dansk Folkehjælp
Foto: Dansk Folkehjælp

Støtten til de alt for mange børn i Danmark, som bor med deres mor eller far og har behov for julehjælp er ikke kun et anliggende for virksomheder og voksne - nu melder en gruppe børn sig også i koret af generøse ildsjæle, der gerne vil gøre julen lidt bedre for de mange tusind familier, der beder om en hjælpende hånd.

Otte anbragte børn i alderen fra otte til 16 år fra opholdsstedet Mosegården på Falster fik torsdag offentliggjort deres musikvideo, som er en genindspilning af den 25 år gamle sang 'Nu kommer julen snart'.

- Der er tale om børn, der har oplevet omsorgssvigt, og det gør det kun endnu mere genialt, at netop de skal gøre en positiv forskel for andre børn. Det vil være med til at øge deres selvværd, og de vil forhåbentlig også føle en vis stolthed over, at de på denne sjove måde har været med til at hjælpe andre børn, siger Alex Kroha, der er leder af Mosegården og har haft produktionen af musikvideoen tæt inde på livet.

'Nu kommer julen snart' blev lavet af Søren Madsen fra bandet Michael Learns To Rock og journalisten Klaus Lundberg for 25 år siden. Syv år senere - for 18 år siden - blev den udgivet med Mek Peks vokal som et hjælpeprojekt til fordel for gadebørn i Nicaragua.

Dengang tjente sangen penge nok til, at der kunne bygges et bibliotek for hjemløse børn.

Foto: Dansk Folkehjælp
Foto: Dansk Folkehjælp

Datter har vigtig rolle
Klaus Lundberg arbejder med kommunikation for Opholdsstedet Mosegården, og det var i den forbindelse, at han fik idéen til, at sangen kunne relanceres i en god sags tjeneste og med deltagelse af børnene på Mosegården.

- Klaus fik så idéen med at erstatte koret i sangen med vores børn, og selv om nogle af dem var lidt generte i begyndelsen, så gik det hurtigt af dem, fordi de fokuserede på, at deres indsats kan gøre en positiv forskel for andre børn, hvis forældre har en presset privatøkonomi, siger Alex Kroha.

De fleste af børnene havde ikke tidligere prøvet at synge og optræde, så Klaus Lundberg arrangerede korprøver for at børnene kunne lære sangen at kende. De har siden været i et studie for at indspille korstemmerne.

Klaus Lundbergs datter har samplet børnenes stemmer ind i sangen, og hun har som tv-tilrettelægger også klippet videoen, der varer knap fire minutter.

Foto: Dansk Folkehjælp
Foto: Dansk Folkehjælp
 

Glade for hver en krone
Børnene har været rundt omkring på forskellige lokaliteter på Lolland og Falster og har stået foran et kamera for at indspille den nye video.

Selv om genindspilningen først og fremmest er til for at samle penge ind til Dansk Folkehjælps julehjælp, så har processen med at indspille sang og video også været en stor, lærerig oplevelse for børnene fra Mosegården.

Alle børnene på opholdsstedet i Egebjerg, der ligger syv kilometer fra Nykøbing Falster, har haft en svær og hård begyndelse på livet, og de er blevet anbragt uden for hjemmet, fordi deres forældre af forskellige grunde ikke har magtet deres rolle som mor eller far.

- Det er ikke et kommercielt projekt, og vi er glade for hver en krone, sangen kan inddrive til Dansk Folkehjælp, siger Alex Kroha.

Musikvideoen kan ses og høres via dette link mosegårdens musikvideo.

Foto: Dansk Folkehjælp
Foto: Dansk Folkehjælp

1 af 4 Foto: Dansk Folkehjælp
2 af 4 Foto: Dansk Folkehjælp
3 af 4 Foto: Dansk Folkehjælp
4 af 4 Foto: Dansk Folkehjælp
14 kommentarer
Vis kommentarer