Da TV2 lørdag aften sendte programmet 'Danmark står sammen', kunne man blandt andet se Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, lune sig over et bål i skoven sammen med tv-vært Puk Elgaard og høre skolebørn rose statsminister Mette Frederiksen (S) for hendes indsats mod corona.
- Hej Mette. Det må være virkelig svært at styre et land lige nu.
- Jeg vil gerne sige tak for alle de pressemøder, du har holdt.
- Jeg er meget taknemmelig for, at du passer godt på os allesammen.
- Jeg elsker hjemmeskole, lød det blandt andet fra børnene.
Nu viser det sig, at TV2 selv opfordrede børnene til at takke statsministeren.
TV2 kontaktede skoleleder
Det fortæller TV2-redaktør Henriette Ladegaard torsdag i podcasten Q&co, hvor Henrik Qvortrup er vært.
- De (børnene, red.) er udvalgt på den måde, at vi indimellem samarbejder med skoler om børneudsagn.
- I den her særlige forbindelse skrev vi til en skoleleder, om han ville sende et brev videre til børnenes forældre og spørge, om der var nogle af børnene, der kunne have lyst til at sige en tak til Mette Frederiksen, og hvorfor de gerne ville takke hende, fortæller Henriette Ladegaard.
TV2-redaktøren oplyser ikke, hvor mange videooptagelser TV2 efterfølgende modtog, men fortæller, at tv-stationen selv 'udvalgte nogle helt hverdagsnære'.
Redaktør: 'Et ekstraordinært program'
Henriette Ladegaard kalder det et 'ekstraordinært program i en ekstraordinær tid' og afviser i Q&co, at Mette Frederiksen vidste, at hun ville blive hyldet, lige inden hun selv tonede frem på skærmen.
- Altså nu blev den udsendelse ikke lavet for at gøre Mette Frederiksen glad. Desuden udtalte børnene sig jo også om alt muligt andet end Mette Frederiksens evner som statsminister, siger Henriette Ladegaard.
Ekstra Bladet har været i kontakt med Henriette Ladegaard, der oplyser, at hun ikke har yderligere at tilføje. Hun henviser i stedet til de svar, der allerede er givet.
Vi ville ellers gerne have stillet følgende spørgsmål:
- Hvor mange videohilsner modtog TV2 i alt?
- Hvordan blev hilsnerne udvalgt?
- Kunne TV2 også have fundet på at bede børnene om at være kritiske over for statsministeren?
- Tror TV2, at børnene på noget tidspunkt selv har sagt: 'Jeg vil da egentlig gerne takke statsministeren'?
Ekstra Bladet har desuden spurgt, om det er muligt at se brevet, der blev sendt til skolelederen. Den forespørgsel er TV 2's presseafdeling endnu ikke vendt tilbage på.