Børne-webshop sender Raket Madsen-reklame til 4000: 'Undskyld det var en fejl'

Indehaveren af børne-webshoppen Kidsdelux beklager mange gange, at en anstødelig reklame med drabssigtede Peter Madsen lørdag aften blev sendt ud til 4000 kunder

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Den Aarhus-baserede børne-webshop Kidsdelux har lørdag aften begået en mildest talt usædvanlig brøler.

Det fortæller den ene af firmaets to indehavere, Niels Bech, til Ekstra Bladet.

4000 af webshoppens kunder har således fået tilsendt en reklame-mail, hvori der annonceres for bæredygtigt vand-legetøj til børn. Og selskabet henviser flere gange til ubådssagen, hvor 46-årige Peter Madsen er sigtet for drab på en 30-årig svensk journalist.

- Raket Madsen giver den gas for tiden. Det gør vi også med nye varer. Så skynd dig at få en bid af første sending, står der øverst i mailen.

- Vi har en masse ubåde og vandlegetøj på lager, står der også.

Og henvendt til børnene står der:

- Kender du Raket-Madsen, som har bygget sin egen raket og ubåd.

Ekstra Bladet har fået tilsendt mailen, som altså er havnet i 4000 danskeres indbakker.

- Lige modtaget sådan en mail fra en børnebutik, som joker om ubåde, skriver Fatima i en mail til Ekstra Bladet.

Men Niels Bech fortæller Ekstra Bladet, at der er tale om en kæmpe fejl. Mailen skulle aldrig have været sendt af sted. Og hurtigt efter, at fejlen gik op for Niels Bech, sendte han en undskyldningsmail ud til de 4000, fortæller han.

- Det er gået lidt stærkt, og vi har ikke gjort det med vilje. Sagen er, at vi har været på messe i København og er på vej hjem. De har noget vandlegetøj, som vi ville skrive en nyhedsmail om, som skal sendes ud senere. Jeg har fulgt lidt med i ubådssagen, og så sker det altså, at jeg får trykket på send, siger Niels Bech til Ekstra Bladet.

- Jeg er simpelthen så ked af det. Min kone, der også er en del af firmaet, og som er firmaets ansigt udadtil, er helt grædefærdig, siger Niels Bech videre.

Niels Bech afviser imidlertid, at formuleringen i mailen er lavet i dag.

- Den har jeg skrevet 9. august. Altså inden det hele skete.

Jamen I skriver, at Raket Madsen giver den gas for tiden. Hvordan kunne I vide det et par dage før, at manden tog af sted på ubåden og senere blev anholdt?

- Jeg har fulgt ham længe og alle hans projekter. Mailen har intet at gøre med drabssigtelsen og alt det. Det vidste vi ikke på det tidspunkt, siger Niels Bech.

Ikke desto mindre kan han godt se, at det ser helt forkert ud nu.

- Og jeg vil naturligvis gerne beklage over for alle og især de pårørende til journalisten, siger Niels Bech til Ekstra Bladet.

Kidsdelux har eksisteret i tre år.

65 kommentarer
Vis kommentarer