Børnefamilie råber om hjælp: Vi tvinges til at bruge sovemiddel

Oliver Jørgensen på syv år skal først tage sovemedicin, før han kan få bevilliget en kugledyne af kommunen. Sovemedicin skal aldrig være førstevalg til behandling, lyder det fra overlæge

Lene Jørgensen er startet som dagplejemor for at kunne være der for sine drenge om morgenen. 
Foto: René Schütze
Lene Jørgensen er startet som dagplejemor for at kunne være der for sine drenge om morgenen. Foto: René Schütze

Det var nærmest et mareridt, der hver aften udspillede sig, når Lene Jørgensen skulle putte Oliver.

Han rullede rundt, vendte og drejede sig og om natten kom han løbende ind til sine forældre.

- Det var ikke meget søvn, han fik dengang, fortæller Lene Jørgensen.

Oliver blev for to år siden diagnosticeret med en mild grad af ADHD. Familien fra Aalborg søgte derfor om en kugledyne hos kommunen. Den er lavet til at lægge sig tungt og tæt om personen. Olivers lillebror havde fået bevilliget en kugledyne tidligere, og den havde hjulpet ham med at sove.

Men kommunen afslog ansøgningen og henviste til en principafgørelse fra ankestyrelsen. Oliver skal have afprøve sovemidlet melatonin, før kommunen kan udlåne en kugledyne.

Overlæge rystet
Lene Jørgensen gik derfor til lægen og bad om at få udskrevet sovemidlet melatonin til Oliver. Det ville familiens praktiserende læge ikke. Det var ikke forsvarligt, før der var prøvet andre tiltag, fx en kugledyne.

Allan Hvolby, overlæge ved børnepsykiatrien i Esbjerg, har selv følt sig presset til at udskrive melatonin. Han mener ikke, at det er hensigtsmæssigt, at sovemidlet bliver udskrevet som førstevalg i behandlingen af børn med søvnbesvær.

- Forældrene presser på, for at få mig til at udskrive melatonin, fordi de først kan få støtte fra kommunen til en kugledyne, når medicinen er afprøvet, siger han.

Antallet af unge der tager melatonin er steget støt siden ankestyrelsens afgørelse. 10.153 personer fra 0-24 år indløste en recept på melatonin i første halvdel af 2016. Tallet var 10.828 personer i samme periode i 2017. Det er en stigning på syv procent.

Fakta om melatonin

Melatonin er et naturligt hormon, der dannes i hjernen og i øjet hos mennesker, som fremkalder søvnighed.

Melatonin kan købes i håndkøb i flere lande, men fås kun på recept i Danmark.

Ordination af melatonin til børn og unge er forbeholdt speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri.

Flere fagfolk har udtrykt bekymring over den store stigning i antallet af børn og unge, som benytter melatonin.

Kilde: Sundhedsstyrelsen og Netdoktor.dk

Betaler selv
For Lene Jørgensen er det ufatteligt, at kommunen beder hende give Oliver sovemedicin frem for en kugledyne.

- Det er et skrækscenarie, at jeg skal putte piller i mit barn, før jeg kan få den rette hjælp, siger hun.

- Hvorfor betaler I ikke bare selv for en kugledyne?

- Lige nu lejer vi en kugledyne, og det koster 300kr om måneden. Hvis ikke vi kan få hjælp, må vi købe en dyne selv. De koster omkring 5.000kr. fra nye. Det har vi svært ved at betale, siger Lene Jørgensen.

Nu hvor Oliver har fået en kugledyne, kan han falde til ro på under en halv time, og han sover igennem hele natten. Det har givet familien en helt anden dagligdag:

- Før kugledynen var der konstant ulvetime, for Oliver var træt om morgenen og overtræt om eftermiddagen, siger hun.

Oliver og Lukas har efter de fik en kugledyne fået nemmere ved at sove. Foto: René Schütze
Oliver og Lukas har efter de fik en kugledyne fået nemmere ved at sove. Foto: René Schütze
 

Ingen tager ansvar
Tilbage i 2016 blev daværende sundhedsminister Sophie Løhde (V) indkaldt til et samråd, for at få afgjort, hvad der skulle ske med ankestyrelsens afgørelse. Det kom der et brev ud af, hvor det blev indskærpet, at sovemedicin aldrig må være førstevalg.

I Aalborg kommune følger de stadig ankestyrelsens afgørelse. Det siger Lars Knudsen, der er ansvarlig for bevilling af kugledyner til børn og unge.

- Hvorfor giver I afslag på at udlåne en kugledyne, når sundhedsstyrelsen anbefaler, at man ikke bruger melatonin som førstevalg til behandling?

- Så længe alle behandlingsmuligheder ikke er afprøvet, er kugledynen ikke et nødvendigt hjælpemiddel. Derimod vil det være sygehusenes ansvar, for så er der tale om et behandlingsredskab.

- Skal tvivlen om hvem der skal betale kugledynen komme borgeren til skade?

- Det er i 99,9 procent af tiden sygehusenes opgave at bevillige kugledyner til borgere. 

- Danske regioner oplyser, at det ikke er muligt at låne en kugledyne, hvis ikke man er indlagt på hospitalet eller i psykiatrien?

- Vi følger bare ankestyrelsens afgørelse. Det er i første omgang sygehusenes opgave, da det oftest er dem borgerne kommer til.

Minister: Følg reglerne
- Tilbage står nu spørgsmålet til sundhedsminister Ellen Trane Nørbye (V): Hvad skal der ske med ankestyrelsens afgørelse?

Nogle gange forstår jeg godt, at folk undrer sig og synes, at myndighederne taler sort. Det er ikke rigtigt, at man altid skal give sit barn sovemidler, før man har ret til at prøve en kugledyne. Regionerne kan udlevere kugledyner som et led i behandlingen af fx et barn med ADHD, der lider af søvnbesvær, skriver Ellen Trane Nørbye til Ekstra Bladet på en sms.

- Har du tænkt dig at gøre noget ved det her?

- Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen. Er der tvivl, om det er region eller kommune, der skal betale, så skal den nærmeste myndighed lægge ud, og så må man diskutere regningen bagefter. Det må ikke komme borgeren til skade, sådan er reglerne, lyder det fra sundhedsministeren.

1 af 2 Familier over hele landet kan ikke længere låne en kugledyne hos kommunen før sovemidlet melatonin er prøvet. Både Oliver og Lukas har efter de fik en kugledyne fået nemmere ved at sove. Foto: René Schütze
2 af 2 Lene Jørgensen er startet som dagplejemor for at kunne være der for sine drenge om morgenen. Foto: René Schütze
553 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere