Børnefamilier frygter psykisk syge i baghaven

En dårlig idé. Sådan lyder det fra beboerne i Viby Sjælland, der muligvis bliver naboer til 70 beboere fra det psykiatriske bosted Lindegården

Mie Høst, Morten Sørensen (th.), Rikke Grønning og Henrik Nissen-Pedersen ser med bekymring ud på grunden, hvor der ifølge planerne vil blive bygget et bosted til 70 psykisk syge.
Foto: Jonas Olufson
Mie Høst, Morten Sørensen (th.), Rikke Grønning og Henrik Nissen-Pedersen ser med bekymring ud på grunden, hvor der ifølge planerne vil blive bygget et bosted til 70 psykisk syge. Foto: Jonas Olufson

Den lille by Viby Sjælland i udkanten af Roskilde summer af frygt og bekymringer.

Det psykiatriske bosted Lindegården ved Sankt Hans Hospital, skal nemlig placere 70 af deres psykisk syge beboere i nye lokaler. Københavns Kommune, der driver institutionen, har netop udset sig en grund bag ved byens idrætsklub og tæt ved skole og sfo.

Flytningen er en konsekvens af det tragiske drab på den 57-årige sosu-assistent Vivi Nielsen, der arbejdede på Lindegården, i 2016. Ulykken skete angivelig, fordi hun ved en fejl vendte ryggen til en psykisk syg beboer.

Ifølge Københavns Kommunes socialforvaltning er beboerne, der skal flyttes til Viby Sjælland, borgere med psykisk sygdom, periodevis med psykose, angst-problematikker og eventuelt misbrug.

Beboere er bekymret
I et parcelhus med udsigt til den grund, der er udpeget til at huse de 70 psykisk syge, sidder Rikke Grønning, Mie Høst, Henrik Nissen-Pedersen og Morten Sørensen.

Foto: Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson

Siden de første gang hørte om planerne, har de været bekymret for, hvad det betyder for lokalområdet. Parcelhus-kvarteret skal ifølge planerne fordoble indbyggertallet til 10.000 beboere.

- Vi har jo hørt, at der er børnefamilier, der ikke vil flytte hertil, før de ved om planerne bliver til noget, siger Rikke Grønning, der er intensivsygeplejerske.

Københavns Kommune har vurderet, at placeringen ved Viby er den mest ideelle af de tre forslag Roskilde Kommune har udpeget. I deres flytte-notat, er det et krav, at de nye lokaler ikke skal ligge 'i umiddelbar nærhed af skole eller daginstitution'.

Mie Høst, der er gravid, mener derfor ikke, at det skal placeres i byen.

- Vi har en skole 400 meter væk, en klub tæt på og et idrætscenter lige bag ved. Hvis de psykisk syge skal ind til stationen, skal de gå lige forbi skolen eller idrætsanlægget og klubben. Det må da være for tæt på børn, siger hun.

Ifølge Københavns socialforvaltning er rammerne ved Sankt Hans ikke tidsvarende. Derfor vil de finde et sted med rolige omgivelser tæt på naturen og væk fra storbyens mere hektiske miljø.

På marken skulle der efter planen bygges parcelhuse og en institution til Lindegårdens psykisk syge beboere.
På marken skulle der efter planen bygges parcelhuse og en institution til Lindegårdens psykisk syge beboere.

Beboerne i Viby har været meget aktive på Facebook, og her går debatten heftigt for sig. For nylig blev to skoler lagt sammen i Viby. Nu føler beboerne, at det skal gå ud over dem igen.

- Vi føler os slet ikke hørt af Joy Mogensen (borgmester i Roskilde, red.). På beboermødet havde vi på fornemmelsen, at den beslutning bare skulle køres igennem, siger Mie Høst, der lige nu er på barsel fra sit arbejde som ejendomsadministrator.

Ingen af de fire beboere vil udskamme de psykisk syge. De mener bare ikke, at Roskilde Kommune vil kunne sikre, at der ikke er tale om udadreagerende beboere.

Lindegården

Lindegården er et socialpsykiatrisk bosted under Københavns Kommunes Socialforvaltning. Det ligger i samme område som det psykiatriske hospital Sankt Hans ved Roskilde Fjord.

På Lindegården bor der i alt 140 beboere.

Københavns Kommune har peget på grunden i Viby Sjælland, hvor de ønsker at placere 70 beboere.

Beboerne, der skal flyttes til Viby Sjælland, betegnes som 'borgere med psykisk sygdom, periodevis med psykose, angst-problematikker og eventuelt misbrug'. Ifølge kommunen er beboerne på Lindegården relativt tunge og målgruppen er forværret de seneste år.

I 2016 blev Vivi Nielsen dræbt, mens hun var på arbejde på Lindegården. Siden har Københavns Kommune ønsket at finde nye lokaler til en del af Lindegårdens beboere.

Mie Høst, Morten Sørensen (Th), Rikke Grønningen og Henrik Nissen-Pedersen ser med bekymring ud på grunden, hvor der kan blive bygget et bosted til 70 psykisk syge.
Mie Høst, Morten Sørensen (Th), Rikke Grønningen og Henrik Nissen-Pedersen ser med bekymring ud på grunden, hvor der kan blive bygget et bosted til 70 psykisk syge.

Tidligere borgmester kritiserer
Den udpegede grund Kavsbjerggård blev i 2004 udlagt til idrætsanlæg og institutioner. Det skete ved sammenlægningen af Ramsø Kommune og Roskilde Kommune.

Ramsøs mangeårige borgmester, Poul Lindor Nielsen (S), kritiserer nu planen. Han mener ikke, at det var en del af aftalen dengang.

- De borgere har grund til at protestere. Det fremgik klart, at der skal bygges et idrætsanlæg, og i den forbindelse kunne man bygge en idrætsklub. Men der er ingen, der kunne forestille sig, at der skulle være en døgninstitution, siger Poul Lindor Nielsen

Derfor opfodrede han på et beboermøde Roskildes borgmester, Joy Mogensen (S), til at trække planerne tilbage.

- Jeg opfodrer hende til at bruge den oprindelige kommunalplan. Min løsning er, at man bruger det område, hvor Lindegården ligger nu, siger Poul Lindor Nielsen, der har lagt borgmesterkæden på Joy Mogensen tre gange.

Psykisk syg advarer mod psykisk syge
På beboermødet søndag aften skulle borgmester Joy Mogensen forsøge at forklare beboerne om planerne.

Men så tog fanden ved Erik Thomsen, der krævede at få mikrofonen.

Erik Thomsen, der har været aktiv i kommunalpolitik, fortalte, at han er psykisk syg. Ifølge Erik Thomsen vil der kunne ske uheld i mødet mellem borgere og psykisk syge. Han fortalte desuden om dødsulykken, hvor den ansatte på Lindegården, Vivi Nielsen, mistede livet.

- I kender ikke de psykisk syge. De psykisk syge kender ikke jer. Der vil opstå misforståelser, og det kan accelerere. Dem, der kommer nu, er ikke ligesom dem, der er der nu. De bliver hårdere og hårdere, lød det på mødet.

Beboerne sad lamslået tilbage, husker flere af dem.

- Går du ud (peger på borgmester Joy Mogensen), eller går et hvilket som helst byrådsmedlem ud til de forældre, de søskende eller de pårørende, hvis der sker sådan noget frygteligt? Det er let for os andre at sige, at vi er kede af det, sagde Erik Thomsen.

Foto: Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson

Foto: Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson

Erik Thomsen har været frivillig bisidder for psykisk syge. Ekstra Bladet har mødt ham for at få en uddybning af hans holdning.

Borgmester: Det er ikke os, der presser på

Borgmester Joy Mogensen fik ved sidste kommunalvalg hver tredje stemme i Roskilde.
Borgmester Joy Mogensen fik ved sidste kommunalvalg hver tredje stemme i Roskilde.
 

- Joy Mogensen, Hvordan har du det, som borgmester i Roskilde, med, at København skal bestemme, hvor der skal placeres psykisk syge?

- Sådan føler jeg ikke, at det er. Jeg behøver ikke at sige ja til, at de skal bygge i Viby. Men jeg har en forpligtigelse til at finde en god løsning for beboere og medarbejdere på Lindegården.

- Men synes du, at der skal bo psykisk syge mennesker i Viby?

- Det kommer meget an på, hvilke beboere fra Lindegården, der skal bo der.

- Så du kan garantere beboerne i Viby, at der ikke kommer meget svært psykisk syge til Viby?

- Ja, men det afhænger af, hvad vi definerer som stærkt psykisk syge. Altså, det, der er væsentligt for mig, er, at det ikke er udadreagerende personer, og (nogen, red.) som kan fungere i et lokalmiljø.

- Hvordan sikrer I det?

- I den plan vi har sagt ja til at starte op, har vi ikke sagt ja til det hele. Men vi har sagt, at de skal komme med en helhedsløsning. Det skal ikke kun handle om selve bygningen, men også om hvem det er, der får lov at bo her.

- Hvis der kommer til at bo psykisk syge i Viby, tror du så, at børnefamilier vil flytte til Viby?

- Det tror jeg, fordi vi har psykisk syge placeret rundt omkring i kommunen. De indgår i lokalmiljøet. Jeg kan godt forstå, at der er uro i Viby, men jeg ser som borgmester, at vi godt kan finde ud af det, når man lytter til dem, der arbejder med det.

- Er der noget, du vil sige til beboerne?

- Ja, det er ikke os, der presser på. Hvis København hellere vil bygge på den nuværende placering, så er jeg helt overbevist om, at så vil Roskilde Byråd helt sikkert være interesseret i det.

80 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere