Han har tjent 16 millioner kroner i sabbatår fra sit studie. Han har blogget om investering, og nu skal 38-årige Flemming Kozok jagte milliarder af kroner for det, der i daglig tale hedder Bagmandspolitiet - Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).
Det beretter Finans.dk og Anklagemyndigheden.
I 2015 skrev han på sin blog:
'Som nogen måske er bekendt med står undertegnede udenfor markedet p.t. og har gjort det i nogle måneder. Jeg har truffet dette valg på linje med tidligere tiders ”sporadiske tilbagetrækninger” for at få lidt mere ro til at overveje hvad fremtiden skal bringe. Det mener jeg er nødvendigt at gøre fra tid til anden.'
Ugen i Aktieland: Dansker tjente 4,6 mio på tre timer
I september kunne anklagemyndigheden så udsende en pressemeddelelse om millionærens fremtid:
'Han har udviklet metoder, hvor han balancerede med store mængder data, så han kunne gennemskue mønstre i aktiekurser og regnskaber. Den evne til at tackle komplekse sammenhænge har Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet besluttet at udnytte. Den 38-årige Flemming Kozok, der i danske børskredse har slået sit navn fast som succesrig, selvstændig børshandler, har siden 1. november 2016 arbejdet på fuld tid som specialkonsulent for SØIK.'
Startede med 9.000 kroner
Ifølge pressemeddelelsen har Flemming Kozok tjent sine penge på at handle hurtigt med aktier. Han tjente ifølge sin nye arbejdsgiver sine første penge som gymnasieelev, 'da han på tv så, at ISS-aktiens kurs blev halveret efter en svindelsag i USA. Investerede sin opsparing på 9.000 kroner og tjente 700 kroner på fem uger, da aktien steg,' som det lyder i pressemeddelelsen.
Siden er pengene blevet flere. Og i 2015 stoppede han med en samlet indtjening på 34 millioner kroner.
Nu skal han så jagte bagmændene, der har snydt den danske statskasse for 12,4 milliarder kroner i udbytteskat.
- Jeg mener, at jeg er i stand til at dechifrere de sammensatte elementer i eksempelvis denne sag, fordi kompleksiteten og omfanget minder om det, jeg kom fra – det præsenteres blot i en anden form, siger Flemming Kozok til Anklagemyndigheden.
Millioner i udbytte
Finans har forsøgt at få en uddybende kommentar, men det eneste, der kommer fra Flemming Kozok er:
'Jeg kan ikke afvise, at der er tale om udbyttesagen. Du får desværre ikke yderligere kommentarer.'
Ekstra Bladet har kigget i regnskaberne for Flemming Kozok Sørensen, og det er tydeligt, at omsætningen er forstummet. Seneste regnskab viser en bruttofortjeneste på 4.132 kroner og et samlet underskud på 17.322 kroner.
Til gengæld har Flemming Kozok tømt guldkrukken og udbetalt sig selv et udbytte på 3,7 millioner kroner. Dermed er der 6,8 millioner kroner tilbage i firmaets pengetank. Ekstra Bladet kan af gode grunde ikke vide, hvad der står på Flemming Kozoks private bankkonti.
Anklagemyndighedens presseafdeling oplyser til Ekstra Bladet, at Flemming Kozok ikke ønsker at stille op til interview.